"E.T."-fotografen Allen Daviau er død, 77 år gammel
Daviau samarbejedede ofte med Steven Spielberg i 1980´erne og blev Oscar-nomineret fem gange.
Daviau døde i forgårs på et hospital i Los Angeles efter at være blevet smittet med coronavirussen.
Gennem sin glorværdige karriere blev Daviau Oscar-nomineret for sit arbejde på Spielberg-filmene "E.T. the Extra-Terrestrial", "The Color Purple" og "Empire of the Sun". Derudover blev han nomineret for sit arbejde på de historiske dramaer "Avalon" og "Bugsy".
Daviau har dog ikke arbejdet på et filmprojekt siden 2010, og hans sidste spillefilm var monsterfilmen "Van Helsing" med Hugh Jackman fra 2004.
Daviaus mangeårige samarbejde med Spielberg startede helt tilbage i 1960'erne, og ud over at være cheffotograf på flere af Spielbergs største film i 80'erne arbejdede Daviau også på bl.a. "Close Encounters of the Third Kind" og "Indiana Jones and the Temple of Doom".
I en ny udtalelse fastslår Spielberg: "I 1968 tog jeg og Allen side om side hul på vores karrierer på kortfilmen 'Amblin'. Allen var en vidunderlig kunstner, men både hans varme og medmenneskelighed var lige så stærk som hans arbejde bag linsen. Han var et unikt talent og et smukt menneske."