Efter "Last Jedi"-flop: Kina fjerner Star Wars-navnet fra Han Solo-film

Ifølge kilder vil Kina ændre titlen på "Solo: A Star Wars Story".

Det er ikke alle steder på kloden, at Star Wars-feberen raser. Som vi tidligere har fortalt, så floppede "The Last Jedi" fælt på det kinesiske marked, og efter blot 14 dage i biograferne blev filmen taget af igen. Derfor tager de nu ingen chancer med fortællingen om den unge Han Solo, og for at forsøge at lokke flere i biografen vil de nu fjerne Star Wars-referencen fra filmens titel. 

På Twitter kunne markedsanalytiker Gavin Feng derfor afsløre, at filmens titel ændres til "Ranger Solo". De oprindelige Star Wars-film fik aldrig premiere i Kina, hvilket er en af grundene til, at Star Wars-feberen højst kan betegnes som en mild snue blandt de kinesiske filmfans. Det er heller ikke unormalt, at amerikanske filmtitler ændres på de asiatiske markeder. Ligeledes blev "Thor: Ragnarok" ændret til "Thor: Battle Royale", da filmen fik premiere i Japan. At Star Wars-navnet fjernes fra titlen er dog en noget markant ændring, men med så stort et potentielt marked som det kinesiske, kan det måske netop være dét, der skal til for at få biografgængerne til at give filmen en chance.

Stadig ingen trailer

For at sige det mildt har "Solo: A Star Wars Story" været omgivet af megen tumult. Ron Howard tog over som instruktør, efter at Lucasfilm fyrede de oprindelige instruktører. Skuespillere er blevet skiftet ud midt i produktionen pga. konflikter over reshoots, og derudover har vi stadig til gode at se en trailer til filmen, selvom premieredatoen i maj nærmer sig hastigt.

Det er tidligere blevet rapporteret, at Disney faktisk forventer, at Solo-filmen vil floppe og allerede har afskrevet den.

"Solo: A Star Wars Story" får dansk premiere 24. maj.

Kommentarer

Efter "Last Jedi"-flop: Kina fjerner Star Wars-navnet fra Han Solo-film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen