Elton John, Demi Moore og Michelle Yeoh blandt de store navne, der uddeler 2025’s Golden Globes

Det store award show løber af stablen søndag aften amerikansk tid.

For en lille måneds tid siden blev årets Golden Globes-nomineringer annonceret, og som vi også skrev dengang, så har Moovy spillet en lille rolle i årets uddeling, idet tre medlemmer af redaktionen er blevet optaget i Golden Globes' valgkomité, som består af i alt 334 filmjournalister fra sammenlagt 85 forskellige lande.

I kan se en komplet oversigt over årets nominerede titler og præstationer her, og set fra et dansk perspektiv er det naturligvis spændende, om "Pigen med nålen" sejrer i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede spillefilm.

Det får vi naturligvis svar på søndag aften amerikansk tid (altså meget tidligt om mandagen herhjemme i Danmark), når showet afvikles i Hollywood. Og i en spritny pressemeddelelse har Golden Globes nu offentliggjort, hvilke store navne der skal uddele årets kugleformede statuetter.

Se også: "Pigen med nålen": Se det første stemningsfulde klip fra den danske Guldpalmen-kandidat

Og der er vitterligt tale om en perlerække af superstjerner – nærmere bestemt (i alfabetisk rækkefølge):

Andrew Garfield, Anthony Mackie, Anthony Ramos, Anya Taylor-Joy, Ariana DeBose, Aubrey Plaza, Auliʻi Cravalho, Awkwafina, Brandi Carlile, Catherine O'Hara, Colin Farrell, Colman Domingo, Demi Moore, Dwayne Johnson, Édgar Ramírez, Elton John, Gal Gadot, Glenn Close, Jeff Goldblum, Jennifer Coolidge, Kaley Cuoco, Kate Hudson, Kathy Bates, Ke Huy Quan, Kerry Washington, Margaret Qualley, Melissa McCarthy, Michael Keaton, Michelle Yeoh, Miles Teller, Mindy Kaling, Morris Chestnut, Nate Bargatze, Nicolas Cage, Rachel Brosnahan, Rob McElhenney, Salma Hayek Pinault, Sarah Paulson, Seth Rogen, Sharon Stone, Vin Diesel, Viola Davis og Zoë Kravitz.

Pressemeddelelsen fastslår ikke, hvilke priser der uddeles af hvem, så det er altså uvist, hvem der potentielt skal overrække en pris til den danske "Pigen med nålen"-delegation. Filmens konkurrenter er: "All We Imagine as Light", "Emilia Pérez", "I’m Still Here", "The Seed of the Sacred Fig" og "Vermiglio".

Derudover er det bemærkelsesværdigt, at flere af årets nominerede – herunder Demi Moore og Margaret Qualley, der begge er nomineret for deres præstationer i horror-hittet "The Substance" – også skal overrække priser i løbet af showet.

Showet skydes i gang kl. 17.00 på søndag pacific time (kl. 02.00 om mandagen herhjemme) og har komikeren Nikki Glaser som vært. Showets vindere bliver løbende opdateret via den officielle Golden Globes-hjemmeside.

Kommentarer

Elton John, Demi Moore og Michelle Yeoh blandt de store navne, der uddeler 2025’s Golden Globes

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen