Ennio Morricone kommer til København!

John Carpenter og Philip Glass kommer snart til Danmark og fremfører deres hæderkronede filmmusik live. Og nu har endnu en af filmhistoriens største komponister meldt sin ankomst: italienske, 87-årige Ennio Morricone, der giver koncert i Forum 2. december!

Det bliver Morricones første koncert på dansk jord, og koncerten indgår i den Oscar-belønnede komponists turné, "60 Years of Music World Tour", som har solgt godt 200.000 billetter og høstet store roser på tværs over Europa.

Koncertens præcise program er endnu ikke blevet offentliggjort, men mon ikke vi kommer til at høre nogle uddrag fra flere af legendens største værker? Deriblandt hans ikoniske musik til Cannes-vinderen "The Mission", Sergio Leones "Den gode, den onde og den grusomme" og "Once Upon a Time in the West" samt Quentin Tarantinos "The Hateful Eight", der for nylig sikrede maestroen hans første "reelle" Oscar-statuette efter at have vundet en æres-Oscar i 2007.

Billetsalget begynder fredag 29. april kl. 10.00.

Kommentarer

Ennio Morricone kommer til København!

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen