Jeg bliver helt forelsket i Morricone.

Ennio Morricone om Quentin Tarantino: "Manden er idiot!" (OPDATERET)
Det er ikke just pæne ord, den legendariske filmkomponist siger om instruktøren, som han har arbejdet sammen med flere gange.
I anledning af sin 90-årige fødselsdag har den legendariske filmkomponist Ennio Morricone givet et interview til tysk Playboy. Morricone har lavet musik til mere end 500 film og er mest kendt for sit samarbejde med landsmanden Sergio Leone, hvor han stod bag musikken til flere spaghetti-westerns såsom "Once Upon a Time in the West". I det seneste årti har han gjort sig bemærket for sit samarbejde med Quentin Tarantino, men nu får den amerikanske instruktør hårde ord med på vejen af den iltre italiener.
I interviewet kommer samtalen ind på samarbejdet mellem de to herrer, der blandt andet tæller "Django Unchained" og senest "The Hateful Eight", som resulterede i Ennio Morricones første og eneste Oscar-statuette. Og til stor overraskelse bruger Morricone ord som "idiot" og "skrald" til at beskrive kollegaen.
"HAN FORSTÅR INTET"
Ennio Morricone udtaler blandt andet om Tarantinos evner som filmmager: "Manden er idiot. Han stjæler fra andre og sætter det sammen igen. Det er der intet originalt ved. Han er heller ikke en instruktør. Han kan ikke sammenlignes med Hollywoods store instruktører som John Huston, Alfred Hitchcock og Billy Wilder. De havde klasse. Tarantino genbruger bare gammelt materiale."
Om samarbejdet med Quentin Tarantino lægger Morricone heller ikke fingrer imellem: "Det er absolut kaos. Han snakker uden at tænke og færdiggør alt i sidste øjeblik. Han forstår intet. Pludselig ringer han uden varsel og forventer, man er færdig med sit arbejde inden for få dage, hvilket ikke er muligt. Det gør mig sindssyg! Fordi det er helt umuligt. Det gør mig vred, og jeg fortalte ham sidst, at det ikke kommer til at ske igen."
pinligt oscar-show
Slutteligt sender italieneren også en stikpille mod Hollywood og Oscar-ræset, da det i 2016 forlød, at han var meget følelsesmæssigt påvirket af processen efter at havde vundet sin statuette: "Nonsens. Faktisk var jeg bare i smerte efter at havde siddet ned i lang tid både i flyet og til showet. Hvis jeg smilte, var det, fordi jeg vidste, at jeg snart skulle væk fra den kedelige ceremoni. Jeg har ingen intentioner om at vende tilbage til Amerika og dets latterlige oppustethed samt pinagtigheder a la Oscar-showet."
Det er endnu ikke blevet annonceret, hvem der skal lave musikken til Quentin Tarantinos kommende film "Once Upon a Time in Hollywood", der får premiere næste år, så det bliver spændende at se, om Ennio Morricone alligevel skulle være frisk på en tilbagevenden.
[OPDATERING]: Oven på dagens nyhed om Ennio Morricones udtalelser, der har floreret i alverdens filmnyhedsmedier, forlyder det nu fra italieneren selv, at historien er det pure opspind. Morricone benægter overhovedet at have lavet et interview med tysk Playboy og truer med at sagsøge. Hans fulde udtalelse lyder:
"Jeg er blevet gjort opmærksom på, at tysk Playboy har udgivet en artikel, hvor jeg omtaler Quentin Tarantino, hans film og Oscar-akademiet i særdeles negative vendinger. Jeg har aldrig nogensinde udtalt disse ting omkring hverken Tarantino, hans film eller akademiet – og jeg anser bestemt ikke hans film som værende skrammel. Jeg har givet min advokat i Italien besked om at rykke på sagen."
"Jeg synes, Quentin Tarantino er en fremragende instruktør. Jeg er meget glad for vores samarbejde og det forhold, vi har opbygget igennem alle disse år. Han er modig og har en stor personlighed – samarbejdet med ham er skyld i, at jeg vandt en Oscar-statuette, som uden tvivl er en af de største anerkendelser, jeg har fået igennem min karriere. Jeg er evigt taknemmelig for muligheden, der lader mig lave musik til hans film. Ved en pressekonference i London udtrykte jeg direkte til Tarantino, at jeg betragter ham som en af samtidens største instruktører. Jeg ville heller aldrig snakke dårligt om Oscar-akademiet – en vigtig institution, der har givet mig to af de største anerkendelser i min karriere."
Tysk Playboy har endnu ikke svaret på tiltale.