Er Marvel-universet klar til bøsser og lesbiske?
For otte år siden blev Marvels filmunivers lanceret, og med den seneste film, "Captain America: Civil War", er vi nået op på 13 film. På trods af alle de forskelligartede karakterer, superhelte, superskurke og sidekicks er der dog én ting, der har været mærkbart fraværende: en LGBT-karakter.
LGBT er den samlede engelske betegnelse for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Hvis man skal tro instruktørerne Joe og Anthony Russo, der står bag "Captain America: Civil War" og den kommende "Avengers: Infinity War", vil en af disse grupper dog sandsynligvis snart finde vej til en Marvel-film.
"Jeg tror, chancerne er gode. Som historiefortællere, der laver film med masseappel, påhviler der os et ansvar at lave film med så stor grad af diversitet som muligt. Det er trist, at Hollywood halter så markant bagefter andre brancher, dels fordi man skulle tro, at det ville være en progressiv branche, og dels fordi det er en så synlig branche."
En af grundene til, at man endnu ikke har set en LGBT-karakter i nogen af Marvel-filmene, skal nok findes i, at Hollywood-bosserne er bange for, at det vil kunne skade indtjeningen – ikke mindst på markeder som Kina og Rusland. Joe Russo mener dog, at fordi Marvel-filmuniverset har været så succesfuldt, giver det dem mulighed for at tage denne form for risici og foretage mere modige valg.
Udenfor Marvel-filmene har Carrie Ann Moss' Marvel-karakter Jeri Hogarth spillet lesbisk i Netflix-serien "Jessica Jones".