Ja, det er lidt irriterende, at vi aldrig får hans version at se og at hele episoden lugter lidt af karaktermord fra Fox' side. Hvis man har læst Ultimate Fantastic Four, er det let at få øje på Tranks vision i den endelige version.

"Fantastic Four"-instruktør anmelder (og sviner) sin egen film på Letterboxd
Josh Trank giver sin udskælte superheltefilm fra 2015 to ud af fem stjerner!
Trank formåede desværre ikke at lave en succesfuld filmatisering af Marvels "Fantastic Four"-tegneserie, men det er til gengæld lykkedes filmmageren at give filmen et underholdende møgfald.
Læs også: "Fantastic Four" kunne have lignet "Saving Private Ryan"
På filmsitet Letterboxd, hvor brugerne kan bedømme film og dele deres tanker med andre brugere, har Trank for nylig lagt sin egen anmeldelse af "Fantastic Four" op. Blandt tekstens højdepunkter finder vi:
"Jeg tænkte først og fremmest, at det ville være FEDT, hvis jeg søgte efter filmen her, og det lort ikke engang dukkede op.
"Alle i filmen er en god skuespiller, og der ligger en god film herinde. Et eller andet sted. Og dette skuespillerhold fortjener at være i DEN film. Alle, som arbejdede på ['Fantastic Four'], ville tydeligvis gerne have lavet DEN film. Men... i sidste ende... blev det ikke til den film."
Trank refererer tydeligvis til de sejlivede rygter om, at han blev fjernet fra produktionen under klippeprocessen – dels fordi hans chefer ikke mente, at filmen fungerede godt nok, og dels fordi Trank angiveligt var totalt uberegnelig både under og imellem optagelserne. En stor del af filmen blev skudt om kort før filmens premiere, hvilket ofte skinner igennem på grund af skuespillernes pinligt åbenlyse parykker.
Læs også: "Fantastic Four"-producer: Vi har lært af vores fejl
Dernæst blev Trank fyret fra et unavngivet "Star Wars"-projekt (angiveligt efter et opkald mellem "Fantastic Four"-produceren Simon Kinberg og J.J. Abrams), men han er snart aktuel med gangsterdramaet "Fonzo", der har Tom Hardy i hovedrollen som selveste Al Capone.
Ifølge Trank selv skal vi dog ikke regne med at få lov til at se hans "endelige version" af "Fantastic Four", idet han simpelthen ikke er et stort nok navn – i modsætning til fx Zack Snyder, hvis såkaldte "Snyder Cut"-version af "Justice League" er dukket op på rygtebørsen igen og igen. Til slut erkender Trank:
"Jeg var 29 år gammel dengang, og det var min blot anden spillefilm. Jeg befandt mig i en langt mere kompliceret situation, end en 29-årig filmmager burde have kastet sig ud i. Men jeg fortryder intet. Oplevelsen er en del af mig."
Her på Moovy.dk var vi bestemt heller ikke begejstrede for Tranks frygtelige flop. Men nu hvor Disney har opkøbt 20th Century Fox er det ikke usandsynligt, at en anden instruktør snart får lov til at give sig i kast med en ny "Fantastic Four"-film.