"Fast & Furious" slutter med film nummer 11

Instruktør Justin Lin afslutter efter sigende franchisen med hele to film.

Rygtet florerede tidligere på året, og nu skulle det være en kendsgerning: "Fast & Furious 10" bliver alligevel ikke det sidste kapitel i den højoktane franchise. I stedet rundes filmserien af med hele to film mere – vel at mærke ovenpå den kommende "Fast & Furious 9", som allerede er i kassen.

Dermed ender hovedserien i franchisen altså på i alt 11 film, og til at binde sløjfe på hele affæren har man fundet en gammel kending. Det bliver nemlig Justin Lin ("Star Trek Beyond"), som tidligere har instrueret fire af filmene i serien, der skal kreere de to projekter. Lin er desuden manden bag næste sommers "Fast & Furious 9".

Læs også: Nu bliver "Fast & Furious 9" også udskudt (igen)

Helt slut for franchisen bliver det dog nok ikke med "Fast & Furious 11", for der planlægges efter sigende flere spin-off-film baseret på actionfranchisen.

Allerede i 2019 tog man hul på de løjer med "Fast & Furious: Hobbs & Shaw", der kredsede om Dwayne Johnson og Jason Stathams karakterer fra hovedserien.

"Fast & Furious 9" står indtil videre til at få premiere 27. maj næste år. Herefter er der ingen meldinger på, hvornår de sidste to film forventes at suse ind i biograferne.

Kommentarer

"Fast & Furious" slutter med film nummer 11

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen