Fast & Furious-spinoff på vej med Dwayne Johnson og Jason Statham

Da Moovy anmeldte "Fast & Furious 8", skrev anmelder Johan Albrechtsen i sin anmeldelse, at "de mundhuggende muskelbundter Dwayne Johnson og Jason Statham fortjener deres egen spin-off."

Om Moovys anmelder har synske evner, skal forblive usagt, men i hvert fald ser netop dette nu ud til at blive en realitet.

"Fast & Furious"-franchisen – der første gang så dagens lys i 2001 – har nemlig vist sig at været en særdeles sejlivet franchise, der fortsat skovler penge ind. Sidste weekend slog "Fast & Furious 8" rekorden som den mest indbringende åbningsweekend på globalt plan nogensinde, og samlet set har de otte film omsat for mere end 4,5 mia. dollars.

Filmselskabet Universal giver den nu ekstra gas og planlægger en spinoff-film, der skal fokusere på Dwayne Johnson og Jason Stathams figurer.

Manuskriptforfatteren bag bliver Chris Morgan, der også har stået for størstedelen af de øvrige film. Konceptet bliver, at Johnsons US Diplomatic Security Agent Luke Hobbs danner umage makkerpar med Stathams Deckard Shaw. Der spekuleres desuden i, at filmen vil kunne skydes i gang, mens Fast & Furious 9 planlægges.

Dwayne Johnson kunne første gang ses i franchisens "Fast Five", mens Jason Statham gjorde sit indtog i den efterfølgende film i en kort cameo.

Kommentarer

Fast & Furious-spinoff på vej med Dwayne Johnson og Jason Statham

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen