Filmatisering af videospillet "Horizon Zero Dawn" er på vej

Netflix har tidligere forgæves forsøgt at lave en tv-serie baseret på det populære PlayStation-spil.

Tidligere i dag fik vi en ny teaser til 2. sæson af "The Last of Us", som er baseret på en af de mest populære PlayStation-franchises nogensinde.

Og nu er der så nyt om et andet Hollywood-projekt baseret på en af Sony-konsollens store titler. Variety skriver, at PlayStation og filmselskabet Columbia Pictures (som ejes af Sony) arbejder på en filmatisering af det actionfyldte open world-rollespil "Horizon Zero Dawn" fra 2017.

Tilbage i 2022 skrev vi, at Netflix havde påbegyndt arbejdet på en tv-serie baseret på "Horizon"-franchisen (som den dag i dag består af adskillige videospil), men den blev skrottet sidste sommer – angiveligt fordi dens showrunner, Steve Blackman, jvf. flere rapporter torpederede serien ved at skabe et giftigt arbejdsmiljø med sin både homofobiske, sexistiske og manipulerende opførsel.

Men nu får vi altså i stedet en "Horizon Zero Dawn"-film. Projektet er dog først lige blevet lagt på tegnebrættet, så vi ved endnu intet om projektets premieredato, cast eller instruktør. Varietys rapport understreger i øvrigt, at en anden stor PlayStation-titel, online-skydespillet "Helldivers", snart bliver nyfortolket som film.

Læs også: "Mass Effect"-tv-serie er på vej

I "Horizon Zero Dawn" følger vi den unge kvinde Aloy, der vokser op i en tid, hvor drabelige, dyrelignende maskiner er Jordens dominante art, og hvor menneskeheden nok en gang er opdelt i stammer uden moderne teknologi til rådighed.

Aloys fortid er omgærdet af mystik, og hun ved i starten ikke, hvorfor hun er blevet bandlyst af sin stamme til at leve som en udstødt jæger sammen med sin adoptivfar, Rost. Men da konflikten mellem klodens stammer tager til, og flere drabelige maskiner toner frem, må Aloy træde i karakter og se sin skæbne i øjnene – og afdække menneskehedens uhyggelige fortid.

"Horizon Zero Dawn"-spillet har vundet talløse priser og er især blevet rost for sin stemningsfulde, gribende og overraskende fortælling, og både spillets historie og mindeværdige persongalleri er så omfangsrigt, at det bliver spændende at se, hvordan Columbia Pictures får det hele klemt ned i én film – medmindre de naturligvis vælger at dele spillets historie op i flere biograffilm...

Hvis man ikke kender spillet, så kan man se nedenstående trailer til det og blive lidt klogere på "Horizon"-universet:

Kommentarer

Filmatisering af videospillet "Horizon Zero Dawn" er på vej

  • ★★★★★1

    Helldivers ser jeg ikke megen id’e det er jo reelt blot Starship Troopers om igen.

    HZD er mega fedt univers og fantastisk historie nok en af de bedste i nyer tid spil, men da de snakkede om en serie kunne jeg sagtens se det for mig fordi der er en hel naturlig opdeling i historien. Men når de vælger at lave en film det blir godt nok tight at få det hele ind, jo der er ting som kan skæres væk, men der vil være key moments som bare skal være med og de vil kræve et hel afsindigt budget som jeg ikke ved om Sony og hvem der ellers er koblet på vil være med på at spendere, hvis man vil ha en ide om det, den seneste planet of the apes film hele dens start det er stortset en tro kopi af Aloy’s verden som den ser ud.

    Er self. Spændt på, hvad de finder på, men frygter virkelig historien fordi det script som

    Gonzales har udarbejdet til det første spil er så omfattende, men det er også en hel igennem fantastisk historie. Og med et reveal der slog benen væk under mig fuldstændigt.

    Elwood 7-01-25 13:46

  • ★★★★★1

    Det er et fantastisk spil med en god historie og en smuk verden og et sjovt battle system. Det sidste tæller virkelig - jeg har sjældent oplevet så stor tilfredsstillelse i et spil, som når det endelig lykkedes mig at nedlægge et monster, specifikt en robotdinosaur, ved at ramme helt rigtigt med eksploderende pile, så essentielle dele faldt af den. Det var noget af det, som dette spil kunne, men som betyder nul og niks i forhold til om det kan blive en god film. Der er spørgsmålet om de kan genskabe den verden og få fortalt Aloy's (og verdens) tragiske historie på en engagerende nok måde i løbet af et par timer. Jeg tror ikke det bliver så let. 

    Lars! 8-01-25 21:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen