Filmby Aarhus åbner nyt laboratorium for XR-, film- og spilproduktioner

Smilets by viser tænder med nye filmrelaterede teknologier.

Midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses pulje, "Lokale erhvervspotentialer", skal være med til at styrke, sikre vækst og forbedre vilkårene for fremtidens film-, tv-, spil- og VR-skabere. Filmby Aarhus har nemlig søgt om 2,9 millioner kr. til at etablere et XR-(Extended Reality)laboratorium.

Erhvervsfremmebestyrelsen har besluttet at tildele Filmby Aarhus det ønskede beløb, og de 2,9 millioner modsvarer det beløb, som partnerkredsen selv bidrager med. Det giver et samlet budget på 5,8 millioner i alt til projektet.

Foruden Filmby Aarhus, som agerer tovholder og initiativtager, består partnerkredsen af virksomhederne KongOrange, WiredFly, AateVR, MANND og Crash samt uddannelsesinstitutionen VIA.

Danmarks første åbne XR-laboratorium

Det nye XR-laboratorium placeres i Filmby Aarhus med mål om at blive Danmarks største kreative erhvervspark for film- og spilvirksomheder. Alle andre XR-laboratorier i Danmark er privatejede eller bruges af forskere, og nyskabelsen bliver dermed de første offentlige XR-faciliteter i produktionsskala. Formålet er at tilbyde flere teknologiske muligheder til XR-, spil- og filmproducenterne i Aarhus og omegn og derved bidrage til at udvikle brancherne.

At faciliteterne er offentlige betyder, at alle brancheaktører vil få let adgang til den vifte af banebrydende teknologier, som XR-laboratoriet vil danne omdrejningspunkt for.

Teknologierne tæller blandt andet Motion Capture, der bruges af spil- og filmproducenter til at optage og derefter digitalisere bevægelser; VR (Virtual Reality), hvor brugeren oplever en altomfavnende digital verden; AR (Augmented Reality), der kombinerer den virtuelle verden med den fysiske og "ændrer" den; samt Virtuel Production, der er et setup, hvor spil og film kan laves som et miks af filmoptagelser og computergeneret indhold. En teknik, der blandt andet benyttes i "The Mandalorian"-serien.

Foruden filmfolk vil de nye faciliteter også komme spiludviklere, animatorer og tv-producenter til gode.

Demokratisering af teknologier

Christian Nyhus Andreasen, der står i spidsen for Filmby Aarhus' spilsatsning og inkubationsmiljø, fortæller:

"Erhvervsfremmebestyrelsens anerkendelse af den lokale virksomhedsklynge, Vision Denmark, og Filmby Aarhus som værende i front af den teknologiske satsning betyder rigtig meget for os. Virtuel Production, VR og alle de beslægtede områder, som vi nu kan arbejde med, er fantastisk spændende.

"Jeg er stolt af, at det nye laboratorium repræsenterer en vaskeægte demokratisering af adgangen til teknologier og knowhow. I stedet for at være forbeholdt få bemidlede virksomheder kan alle i brancherne nu få adgang til at skabe forretninger med disse banebrydende teknologier, og det vil uden tvivl berige både det danske filmmiljø og alle øvrige visuelt funderede brancher."

Laboratoriet forventes at åbne i midten af 2021. For at få adgang til faciliteterne skal man ansøge hos Filmby Aarhus. Ét af kriterierne er, at man skal være en spil-, XR-, tv- eller filmproducerende virksomhed.

Læs mere om initiativerne i Filmby Aarhus her.

Kommentarer

Filmby Aarhus åbner nyt laboratorium for XR-, film- og spilproduktioner

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen