Filmen om Michael Jackson skal angiveligt laves (næsten) helt om
Skabelsen af "Michael" er ved at udvikle sig til lidt af en thriller...
Hollywood producerer biopics i stor stil, så der har selvfølgelig aldrig hersket tvivl om, at der en skønne dag ville blive lavet en storstilet musikfilm om Kongen af pop, Michael Jackson.
"Michael" fik grønt lys tilbage i 2019, og i 2023 kom "Training Day"-instruktøren Antoine Fuqua med om bord. Senere samme år blev Jacksons 28-årige nevø, Jaafar Jackson, hyret til at spille sin egen legendariske onkel.
For et års tid siden fik vi det første smugkig på Jaafar i rollen, og premieredatoen blev annonceret: den 18. april 2025. Men tilbage i november blev "Michael" udskudt et halvt år til start-oktober, og ifølge en rystende rapport i mediet Puck skyldes udsættelsen ikke blot fåtallige, forventede reshoots. Nej, faktisk skal store dele af filmen fuldstændig omskrives, omskydes og omstruktureres(!).
Der har længe hersket tvivl om, hvorvidt "Michael" – som Jacksons bo vel at mærke bakker op om – vil skildre de mere kontroversielle dele af Jacksons livshistorie. Musikeren blev flere gange – og af flere drenge og mænd – beskyldt for at have begået seksuelt misbrug. Den Emmy-belønnede dokumentar "Leaving Neverland" fra 2019 satte igen Jacksons påståede unoder under lup.
Men Pucks rapport understreger, at anklagerne mod Jackson ikke blot spiller en rolle i "Michael", men faktisk er et af filmens helt store omdrejningspunkter.
Faktisk både starter og slutter filmen i 1993's retslokaler, hvor den 13-årige Jordan Chandler og hans familie anklager Jackson for at have misbrugt Chandler seksuelt. Og hele filmens 3. akt foregår angiveligt i retssalen, hvor Jackson i sidste ende går med til at betale Chandlers familie 20 mio. dollars i et forlig.
Men en af paragrafferne i dét forlig fastslog, at Chandler og hans retssag aldrig må indgå i en spillefilm om Michael Jacksons liv. Og dét vigtige faktum gik først op for Jacksons bo i september 2024 – hvor arbejdet på at færdiggøre "Michael" i klipperummet netop var blevet skudt i gang, efter at alle optagelserne var kommet i hus.
Således skal filmholdet ikke blot skyde et par alternative scener, men radikalt gentænke og omstrukturere hele filmens fortælling. Instruktøren Antoine Fuqua, produceren Graham King og manuskriptforfatteren John Logan afventer netop nu godkendelse af deres manuskriptændringer, før optagelserne går i gang igen. Jacksons bo har sagt ja til at hæfte for alle de ekstra udgifter. "Michael" har vel at mærke allerede kostet 150 mio. dollars at producere.
Hverken filmselskabet Lionsgate, distributøren Universal Pictures eller advokaterne, der repræsenterer Jacksons bo, har villet udtale sig om sagen (indtil videre).
Spørgsmålet er, om det overhovedet bliver muligt at styre filmen i land her i år. Retssagen mellem Jacksons bo og de medvirkende i "Leaving Neverland" udfolder sig snart – mon dét også får konsekvenser for produktionen af "Michael"? Én ting ved vi dog: den "Michael", der danser ind i biograferne en skønne dag, er slet ikke den film, som filmholdet havde planlagt at give os...