Filmselskab dropper "Aquaman"-spin-off og Darkseid-film

Warner Bros. har valgt at trække stikket på DC-filmene "New Gods" og "The Trench".

Mens Zack Snyder for nylig fik realiseret en drøm, da han fik lov til at revidere superheltefilmen "Justice League" og udgive en ny og forlænget udgave af filmen, så bliver andre DC-projekter nu lagt i graven.

Der er helt nøjagtigt tale om to spillefilm, som ellers var blevet annonceret af filmselskabet Warner Bros.: James Wans "Aquaman"-spin-off "The Trench" samt Ava DuVernays "New Gods".

Sidstnævnte projekt blev annonceret tilbage i 2018, hvor det kom frem, at den Oscar-nominerede DuVernay ("Selma", "Den 13. forfatningsændring") skulle instruere filmen om DC's gudelignende skabninger som Mister Miracle, Big Barda og Darkseid. Sidstnævnte superskurk dukkede op i "Zack Snyder's Justice League".

Læs også: Superskurkene slippes løs i ny trailer til "The Suicide Squad"

James Wans "Aquaman" blev en gigantisk succes tilbage i 2018, hvor superheltefilmen med Jason Momoa indtjente godt 1,1 mia. dollars på verdensplan. Derfor fik Wan lov til at søsætte en spin-off med titlen "The Trench", som ville omhandle filmens uhyggelige undervandsbæster, der (som titlen antyder) lever i en rende dybt under havoverfladen. Scenen med monstrene kan genses herunder.

Filmen var udset til at blive en grum gyser, og Wan har da også adskillige horror-hits på CV'et, inklusive "Insidious", "Saw" og "Nattens dæmoner 2". Men ligesom "New Gods" er "The Trench" blevet droppet.

Variety rapporterer, at Warner Bros. ikke har forklaret, hvorfor projekterne er blevet skrinlagt, men at der samtidig er en spinkel chance for, at de en skønne dag bliver genoplivet.

Wan arbejder dog stadig på "Aquaman 2", som efter planen snart går i produktion og udkommer i december 2022.

Kommentarer

Filmselskab dropper "Aquaman"-spin-off og Darkseid-film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen