Filmversionen af "1864" får alligevel premiere - sådan da

Ole Bornedals biografudgave af "1864" - som har fået titlen "1864 - brødre i krig" - får trods tidligere forlydender alligevel biografpremiere, omend begrænset. Filmen vises i Cinemateket i København i perioden 1. - 22. februar med engelske undertekster.

I "1864 - brødre i krig", der har en spilletid på 125 minutter, er tv-seriens nutidshistorie og det politiske bagtæppe med karakterer som Heiberg og Monrad skåret helt væk. Tilbage står kærlighedshistorien og krigsdramaet.

I en pressemeddelelse fastslår Ole Bornedal: "Selvom man har set tv-serien, har man ikke set spillefilmen. Biografversionen er en emotionelt meget kompakt film. Den giver ikke tid til de politiske og historiske baggrunde for den katastrofale krig, der forandrede Danmark for altid, men fokuserer på dem, der var med. For første gang møder vi krigen som det, den var. Ikke fra en historiebog, men i ansigtet på de soldater, som kæmpede, og i ansigtet på de forældre og de hustruer, der ventede derhjemme."

Tv-serien "1864" var med et budget på 173 mio. kroner den dyreste danske tv-serie nogensinde. På trods af det store budget var det dog langt fra alle, der syntes om serien. Om seriens emotionelle scener - som Bornedal altså omtaler som emotionelt meget kompakte i filmversionen - skrev tidligere anmelder Søren Ildved (Benway): "Skuespillerne græder og skriger ustandseligt. Og måske igen når de ser serien."

Hele Søren Ildveds underholdende kommentarspor til serien kan læses eller genlæses under billedet:

"1864"

Og så er det i dag, at storserien "1864" har premiere til oplysning af det danske folk. Da folkene bag serien har vurderet, at historisk nøjagtighed er ”skide lige meget”, kan jeg fra det lækkede manuskript afsløre, at den slutter med dansk sejr, da koporal Hansen affyrer de proton-torpedoer, der smadrer den tyske dødsstjerne.

Af 1864-serien har jeg foreløbigt lært:

Man bliver en bedre taler af at folk går på ens mave. Selvom man har udformet grundloven, kan man sagtens være bindegal. Det er der i øvrigt ingen, der bemærker, uanset hvor åbenlyst det er. Det var ganske almindeligt at knalde køer i 1800-tallet (Dan Jørgensen har næppe godkendt manuskriptet). Der er ingen grund til at prøve på at skjule, at man lige har fået en tur i høet med stalddrengen. En sløv kærlighedsscene bliver god, hvis bare kameraet roterer rigtig meget.

Hvad jeg lærte af tredje afsnit af "1864":

"Det sagde hun også i går"-vitsen blev allerede brugt i 1800-tallet. Når man sætter Lisbeth Salander til at pleje pensionisterne, er der ikke noget til at sige til, at de skider i bukserne. ”De er alle sammen tossede” siger oplæseren. Ole Bornedal er i tvivl om, hvorvidt han har været for subtil. Bismarck var en fredelig pacifist (alle krigene var bare sort uheld). De danske teatre i 1800-tallet brugte disko-røg på scenen. Pilou er nu gået over til at voldtage sigøjnere. Bornedal er bekymret for, om vi nu er helt med på, at han er rigtig ond og skør. God dramatik opstår, når skuespillerne råber en hel masse. Selvom man har arbejdet på en gård hele sit liv, bliver man stadig chokeret over at slå en gris ihjel.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Hvad jeg lærte af det fjerde afsnit af "1864":

"Danskerne er vanvittige" bliver der sagt. Sidste gang hed det "De er allesammen tossede". Bornedal er stadig ikke sikker på, om vi nu også er helt med. Spænding opstår, når skuespillerne kigger direkte ind i kameraet. Rigtig længe. H.C. Andersen var ekstremt langsomt opfattende. Der er ganske vist krig, men ved fronten er der heldigvis stadig rigeligt hårvoks til de unge soldater. Det har ingen konsekvenser, når en soldat nægter at svare en officer. Jo højere oppe i hierarkiet man er, jo mere senil er man også. Man bløder helt vildt meget af at få en lussing. Værtshusene er propfulde af klamme, men velklædte mænd, der bruger udtryk som "Det ligner, at du er ude i nogle sociale problemer”, når de vil i lag med en.

Hvad jeg lærte af det femte afsnit af "1864":

TV2 sender ubekymret "Badehotellet" på samme tidspunkt. Af ubegribelige årsager synes de ikke, at konkurrencen er så hård. "Derhjemme ser de krigen som et spil". Hr. subtilitet slår til igen. "Didrik kunne ikke være andet end ond". Nå for pokker. Jeg fik godt nok også selv lidt en mistanke, da han begyndte at voldtage køer og kvinder. I krig sprøjter det med billigtudseende computerblod. Heiberg kalder krigen for en dilettant-forestillingen. I betragtning af skuespillet har hun har mere ret, end hun tror. Det går så langsomt, at selv sneen falder i slowmotion. En af soldaterne kan trylle tyskerne i søvn. Det virker efter sigende også på seerne. Tyskerne er så svagtseende, at deres kort er 10 meter lange.

Hvad jeg lærte af det sjette afsnit af "1864":

"I Danmark er jeg født" bliver indledningsvist sunget skrigende. Jeg begynder at tro, at Ole Bornedal muligvis prøver at sige noget negativt om nationalfølelsen. "Krigen var et helvede". Uh, klichéernes kliché. Psykisk kirurgi var mere udbredt i 1800-tallet i Danmark, end man lige skulle tro. Takket være denne serie ved vi i det mindste nu, hvordan "Riget" havde set ud, hvis den var blevet instrueret af Michael Bay. Til trods for alle de sårede er feltlazaret næsten tomt. I 1864 var hæren så nonchalant, at man bare kunne sige sine officerer imod uden at blive straffet. Når man prøver at snige sig ind på fjenden, kan man sagtens sludre løs. Ingen hører alligevel noget. En enkelt kugle kan snildt blæse to hænder af. De danske øverstbefalendes strategi var at vente på, at Dannebrog faldt ned fra himlen. Krigen er pænt kedelig. Trods alt kanonskyderiet er jeg mere interesseret i, om de nogensinde fik fyldt den der sædkrukke.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Hvad jeg lærte af det syvende afsnit af "1864":

Bornedal har i pressen sagt, at det syvende afsnit er "fuldstændig forfærdeligt". Jeg kan nu bekræfte, at det holder seriens niveau. "Smerten er livets reneste flamme, og den kan strækkes helt ud i det uendelige". Lidt kritisk sans havde gjort underværker. "Den preussiske hær har aldrig før haft så mange kanoner". Klip til billede med to kanoner. Måske plejer de kun at have en? "Denne vanvittige krig". Jo, tak. Efter syv afsnits gentagelser er den ved at være feset ind. Det kræver virkelig meget at få Søren Malling til at ligne en dårlig skuespiller. Men Bornedal er mand for opgaven. En af kanonkuglerne sprang både bukserne og frakken af en dansk soldat, men lod ham ellers være stort set uskadt. Den må have været lidt smålummer af natur. Kaptajn Dinesen er så sej, at hans pistoler aldrig løber tør for patroner. At en soldat bliver dræbt i slowmotion er ikke en større filmkliche, end at vi sagtens kan genbruge den. Gerne to gange i samme afsnit. Når din pistol løber tør for kugler, så kast den mod fjenden. Det dør han af. Og lad være med at samle den op og lade den bagefter.

Hvad jeg lærte af det ottende og sidste afsnit af "1864":

"1864" kan nu fås på dvd og Blu-ray. Den bliver givetvis årets hadegave. Serien starter med et nærbillede af et Dannebrog, der er fuldt af huller. Hvis nu vi var i tvivl om, at det går skidt. Skuespillerne græder og skriger ustandseligt. Og måske igen når de ser serien. "For enden af livets vej ligger døden". Nå for pokker. Det er sgu da lidt træls. "Landet var forvandlet til et teater, der var i brand, og publikums latter var blevet til skrig". Jeg mener, det var Hemingway, der sagde at alle dårlige forfattere er forelsket i det episke. Kongen har pludselig fået en mistanke om, at Monrad er sindssyg. Han har åbenbart først nu bemærket, at det er skidt tegn, at Monrad har savlet, stirret og spyttet manisk uafbrudt gennem hele serien. Peter har fået bundesligahår i preussisk fangeskab. Skammen vil bare ingen ende tage. Der er ret ubegribeligt, at et så lille afsnit kan rumme så meget overspil. I morgen starter en julekalender, hvor de åbenbart rejser mellem nutiden og fortiden. Det bliver faktisk lidt som ”1864” aldrig stoppede. Blot nu forhåbentlig med færre sædkrukker og erotiske kvæg-scener.