Firsernes vampyrhit "The Lost Boys" får nyt blod i kommende remake

Lev stærkt. Dø ung. Bliv vampyr!

Endnu en klassiker skal nu igennem remake-møllen. Joel Schumachers fantastiske firserhit, "The Lost Boys", er en kultklassiker af rang og en oplagt historie at genfortælle for et nyt publikum.

I originalen spiller Jason Patric og Corey Haim to brødre, der flytter til en by i Californien, som viser sig at være hjemsted for en lang række af vampyrer.

En af de mere ikoniske vampyrer i filmen spilles af Kiefer Sutherland, og derudover består rollelisten af assorterede firsernavne som Corey Feldman og Alex Winter.

Læs også: Marvels "Blade"-reboot har fundet sin instruktør

I den kommende genindspilning er det dog uvist, om nogle af de gamle kendinge vil dukke op igen. Til gengæld ved vi, at rollelisten indtil videre består af de to unge skuespillere Noah Jupe ("A Quiet Place") og Jaeden Martell ("It").

Selve plottet er stadig omgærdet af mystik, så om den nye film bliver en decideret genindspilning eller en slags reboot/fortsættelse, må vi vente med at få svar på. Indtil videre er det dog offentliggjort, at filmen udspiller sig i nutiden. 

Ud over den kommende film skulle en tv-serie baseret på "The Lost Boys" dog også være undervejs. Arbejdet med serien blev dog sat på hold under corona-pandemien, så fremtiden for den er stadig uvis.

Kommentarer

Firsernes vampyrhit "The Lost Boys" får nyt blod i kommende remake

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen