"Five Nights at Freddy's 2" får plakat og premieredato
Vi tager lige fem nætter mere på verdens værste pizzeria.
Computerspilsfilmatiseringen "Five Nights at Freddy's" var en af de mest indbringende gyserfilm i 2023. Alene i åbningsweekenden indtjente filmen næsten 1 milliard(!) kroner. Så det gav næsten sig selv, at vi ville få en opfølger.
Det varede heller ikke mange måneder, før en 2'er blev bekræftet, men vi skal stadig vente et års tid endnu, før dørene til Freddy Fazbear's Pizza åbnes på ny.
SE OGSÅ: Bag om billederne i horror-hittet "Five Nights at Freddy's" – med cheffotografen Lyn Moncrief
Under New York Comic Con, der i disse dage løber af stablen, præsenterede produktionsselskabet Blumhouse nemlig første plakat til den kommende 2'er.
Optagelserne til filmen er endnu ikke startet. Men manuskriptet er færdigskrevet, og ifølge filmens stjerner Josh Hutcherson og Matthew Lillard er der tale om en endnu mere skræmmende film end den første.
"Five Nights at Freddy's" er baseret på den voldsomt populære spilfranchise af samme navn. I den første film følger vi sikkerhedsvagten Mike (Hutcherson), som får et job på en gammel, nedlagt familierestaurant, hvor han om natten tørner sammen med stedets store, levende og morderiske robotter.
"Five Nights at Freddy's 2" er sat til at få premiere den 5. december 2025.
Plakaten kan ses her: