"Flugten fra hønsegården 2" er i støbeskeen

Opfølgeren til en af Aardman Animations' mest charmerende perler har været næsten 20 år undervejs.

Ifølge The Hollywood Reporter har det prisvindende studie, der blandt andet stod bag animerede stop-motion-klassikere som "Walter og Trofast - Det store grøntsagskup" og senest "Hulemanden Sten", en fortsættelse på vej til Aardman Animations' måske bedste film: "Flugten fra hønsegården" fra år 2000, der bærer originaltitlen "Chicken Run".

Originalen handlede – som titlen mere end antyder – om en flok fortvivlede høns' forsøg på at undslippe deres KZ-agtige tilværelse bag lås og slå hos et umage par med udsigten til den visse død som eneste umiddelbare "flugtvej". Skæbnen ville det dog anderledes i eventyret, som bød på et hav af opfindsomme og hylemorsomme optrin. 

Sam Fell, der også har instrueret "Skyllet væk" fra selvsamme Aardman-studie samt ikke mindst "ParaNorman" fra 2012, tager plads i instruktørstolen, imens Karey Kirkpatrick ("Smallfoot") skal levere filmens manuskript sammen med John O'Farrell.

Det er endnu uvist, om det originale stemme-cast – inklusive Mel Gibson – vender tilbage, og det vides i skrivende stund heller ikke, præcis hvornår "Flugten fra hønsegården 2" får premiere.

Aardmans næste film med den mundrette original-titel "Shaun the Sheep Movie: Farmageddon" er sat til at udkomme i 2019.

Kommentarer

"Flugten fra hønsegården 2" er i støbeskeen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen