Egentlig mærkelig at de ikke har lavet en prequel til den første film endnu. Det må da næsten være en mere spændende historie eftersom alle dinoerne allerede er skabt i den originale film.
Første kig på "Jurassic World Rebirth" med Scarlett Johansson
Den syvende film i den sejlivede dinosaur-saga udkommer næste sommer.
Tidligere på året løftede Universal Pictures sløret for en kommende "Jurassic World"-film, der skal kickstarte en helt ny æra for den populære dinosaur-filmserie. En serie, der begyndte tilbage i 1993 med Steven Spielbergs skelsættende "Jurassic Park".
Gareth Edwards ("Rogue One: A Star Wars Story", "The Creator") skal dirigere løjerne bag kameraet, og filmmageren skal bl.a. instruere stjerner som Scarlett Johansson ("Black Widow"), Jonathan Bailey ("Bridgerton") og Mahershala Ali ("Green Book").
Læs også: Moovy til virtuel pressekonference med "The Creator"-instruktøren Gareth Edwards
Vi ved allerede, at det kommende dino-spektakel udkommer i biograferne i juli næste år. Men nu har vi også fået det første smugkig på det kommende eventyr – samt filmens titel og logo. Den syvende film i dino-franchisen er blevet døbt "Jurassic World Rebirth".
Handlingen finder sted fem år efter begivenhederne i seriens forrige kapitel, "Jurassic World: Dominion". Her har dinosaurerne grundet klimaforandringerne været nødsaget til at søge nye græsgange i isolerede, klimavenlige områder på kloden for at overleve. Scarlett Johanssons karakter, Zora Bennett, leder en gruppe videnskabsfolk, hvis opgave det er at indsamle DNA-prøver fra tre af de største overlevende dinosaurer med henblik på at udvikle et mirakelmiddel til gavn for menneskeheden. Det kommer vanen tro ikke til at gå stille for sig, når mennesket igen-igen forstyrrer de glubske fortidsøgler...
Manuskriptet leveres af David Koepp, der også skrev drejebøgerne til de to første "Jurassic Park"-film, mens Steven Spielberg agerer executive producer.
"Jurassic World Rebirth" får dansk biografpremiere den 3. juli 2025. Du kan se de første par billeder fra den kommende film herunder: