Første kig på Mads Mikkelsen i "Fantastic Beasts 3"

Den danske verdensstjerne dukker snart op i J.K. Rowlings fantasifulde fantasy-univers.

På mandag udkommer den første trailer til den tredje film i "Fantastic Beasts"-sagaen (på dansk: "Fantastiske skabninger"): "Fantastic Beasts: The Secrets of Dumbledore".

Og selvom vi sjældent deler trailers til trailers her på Moovy, så kan vi ikke undlade at dele en ultrakort forsmag på den kommende trailer, idet videoen giver os det første kig på vor egen Mads Mikkelsen i filmens skurkerolle.

Videoen er en længere reklame for "Harry Potter"-franchisen, som til slut serverer et lille uddrag fra den kommende fantasy-storfilm – videoen kan ses herunder, og teaseren til "Fantastic Beasts: The Secrets of Dumbledore"-traileren begynder 1 minut og 40 sekunder inde.

Læs også: Mads Mikkelsen om "Fantastic Beasts 3": Den bliver magisk og hjerteskærende

I filmen skal Jude Law endnu en gang portrættere den yngre udgave af troldmanden Albus Dumbledore, mens Mikkelsen har overtaget rollen som den skurkagtige Gellert Grindelwald efter Johnny Depps exit.

Eddie Redmayne ("Teorien om alting") gentager rollen som Newt Scamander, og derudover prydes rollelisten af navne som Katherine Waterston, Dan Fogler og Ezra Miller.

"Fantastic Beasts"-serien er baseret på J.K. Rowlings bog fra 2001, "Fantastiske skabninger og hvor de findes", og handler om bogens fiktive forfatter, Newt Scamander, og hans søgen efter viden om alskens magiske væsner, 70 år før Harry Potter kommer til verden.

Den føromtalte video kan ses herunder – husk ikke at blinke, for ellers når du måske ikke at spotte Mikkelsen!

Kommentarer

Første kig på Mads Mikkelsen i "Fantastic Beasts 3"

  • ★★★★2

    Johan det er forkert billede du har sat ind, det her er jo blot en cutte scene fra Druk.

    Elwood10-12-21 17:59

  • 1

    Johan det er forkert billede du har sat ind, det her er jo blot en cutte scene fra Druk.

    Han havde sgu ellers klippet den trailer så godt sammen, at vi slet ikke opdagede, at det er fake news!

    larsnoergaard11-12-21 08:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen