Første officielle billeder af John C. Reilly og Steve Coogan som Gøg og Gokke

Filmen lander i biograferne til næste år og fortæller den sande historie om det legendariske komikerpar.

BBC Films har nu udgivet de første billeder fra "Gøg og Gokke", der er den kommende biografiske fortælling om det ikoniske makkerpar. Billederne kan ses nedenfor.

"Gøg og Gokke" handler om komikerduoen, som iklædt bowlerhatte tog verden med storm med deres slapstick-underholdning fra 1920'erne og frem til 50'erne. I komedie-dramaet spiller Steve Coogan ("The Trip to Spain") den tynde Gøg med det borgerlige navn Stan Laurel, mens John C. Reilly ("Kong: Skull Island") portrætterer partneren Oliver Hardy, også kendt som Gokke.

Historien tager sit udgangspunkt i 1953, hvor de to showmænd i deres karrierers efterår vælger at tage på turné rundt omkring i Storbritannien.

Skotske Jon S. Baird ("Filth") har instrueret filmen, mens Jeff Pope er manden bag drejebogen. Pope har tidligere skrevet dramaet "Philomena" – i øvrigt i samarbejde med hovedrolleindehaver Steve Coogan – som endte med at blive nomineret til en Oscar for bedste manuskript og sågar også for bedste film.

"Gøg og Gokke" får sin verdenspremiere ved årets BFI London Film Festival i oktober. Herhjemme må vi dog vente til 25. april næste år med at opleve festlighederne.

Kommentarer

Første officielle billeder af John C. Reilly og Steve Coogan som Gøg og Gokke

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen