Første smugkig på "The Simpsons"-skabernes animerede fantasy-serie "Disenchantment"

Netflix-serien byder blandt andet på sex, drukkenskab og død blandt orker, troldmænd og dæmoner i den mørke middelalder!

Matt Groening, der står bag "The Simpsons" og "Futurama", har kastet sig over en ny, animeret fantasy-serie, som vanen tro bliver helt og aldeles politisk ukorrekt og dermed ikke just børnevenlig. De første billeder, der er holdt i vanlig Groening-stil, er netop blevet lanceret og kan ses herunder.

"Disenchantment" finder sted i middelalderen, nærmere bestemt i kongeriget Dreamland, hvor en vis prinsesse Bean med hang til våde varer drager på eventyr med sine trofaste følgesvende, elveren Elfo og dæmonen Luci. Den obskure trio vil på deres færd støde på orker, trolde, dværge og sågar hvalrosser – samt ikke mindst alskens tåbelige mennesker. 

Matt Groening, der agerer executive producer, udtaler selv om projektet: "Ultimativt handler 'Disenchantment' om liv, død, kærlighed og sex, og om hvordan man kan blive ved med at grine i en verden fyldt af lidelse og idioter, på trods af hvad de ældste og troldmænd og andre fjolser fortæller dig."

"Disenchantment" får premiere på Netflix 17. august og består i første omgang af ti episoder.

Kommentarer

Første smugkig på "The Simpsons"-skabernes animerede fantasy-serie "Disenchantment"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen