Forsvundet musik til "Olsen-banden" dukker op – på lager i Skovlunde

I mange år troede man, at de originale indspilninger af musikken til "Olsen-banden"-filmene var forsvundet – men de er nu på mirakuløs vis dukket op på et lager i Skovlunde! Det skriver Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse.

Bent Fabricius-Bjerres kendingsmelodi til "Olsen-banden" er nok det mest berømte danske filmtema, der nogensinde er skrevet. Utroligt nok er musikken fra Erik Balling og Henning Bahs' 14 succesfilm aldrig blevet udgivet kommercielt, og både Nordisk Film og komponisten selv regnede de originale indspilninger for tabt.

Nu er det imidlertid lykkedes Jesper Hansen fra pladeselskabet PlantSounds at opstøve kvarttommebåndene fra de første syv film (1968-75) i næsten perfekt stand. Båndene er ved at blive digitaliseret med henblik på cd-udgivelse senere i 2016, og jagten på musikken fra de sidste syv film fortsætter.

12. juni kl. 12.30 kan du i Cinemateket få hele historien om, hvordan båndene dukkede op igen, hvor Jesper Hansen og "Olsen-banden"-kender Brian Iskov fortæller om denne filmhistoriske sensation ved arrangementet Olsen-bandens sidste bedrifter – film med musikforedrag.

Jesper Hansen udtaler om fundet af båndene: "Det fantastiske ved dette er, at ingen har hørt musikken isoleret fra filmene, siden den blev indspillet!" At det netop er "Olsen-bandens sidste bedrifter", der skal ledsage musikforedraget, er ingen tilfældighed: "Jeg har fundet al musikken til filmen, så det er oplagt at vise denne. Og filmen starter i Spanien, så der er mange sjove stykker musik," siger Jesper Hansen.

Kommentarer

Forsvundet musik til "Olsen-banden" dukker op – på lager i Skovlunde

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen