Fox hyrer "Lost"-forfatter til "Silver Surfer"-film

Filmselskabet skulle efter sigende have en række "X-Men"- og "Fantastic Four"-relaterede fortællinger i støbeskeen.

Selvom filmselskabet 20th Century Fox står over for en mulig sammenlægning med Disney, fortsætter studiet dog ufortrødent med at forberede nye filmprojekter. Og nu er det blevet afsløret, at Fox planlægger en række unikke film baseret på de kulørte karakterer fra Marvels "X-Men"- og "Fantastic Four"-tegneseriehæfter.

Først og fremmest er der tale om en solofilm centreret om superhelten Silver Surfer, der fik sin debut i "Fantastic Four"-bladet tilbage i 1966. Karakteren har tidligere optrådt på det store lærred i "Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer" fra 2007, hvor den skinnende superkarl blev portrætteret af Doug Jones ("The Shape of Water"), mens Laurence Fishburne ("The Matrix") leverede stemmen.

Til at udtænke "Silver Surfer"-filmen har man hapset "Lost"-forfatteren Brian K. Vaughan, som skrev på tre sæsoner af J.J. Abrams' gådefulde tv-serie. Vaughan har desuden skrevet en lang række tegneserier for forskellige forlag, hvor "Y: The Last Man" og Marvels "Runaways" stikker ud. Fra 2013 til 2014 var den amerikanske forfatter ligeledes showrunner på Stephen King-serien "Under the Dome".

Mere Marvel-baseret indhold end nogensinde før

En "Silver Surfer"-film er dog ikke alt, hvad selskabet pønser på at levere til superheltepublikummet. Insidere fortæller til The Hollywood Reporter, at "de kører med 100 miles i timen" på deres projekter, og at man faktisk har meget mere Marvel-baseret indhold under udvikling end nogensinde før i filmselskabets historie.

Det tæller bl.a. den nyligt annoncerede "X-Men"-spin-off om superheltinden Kitty Pryde, som "Deadpool"-instruktøren Tim Miller arbejder på med tegneserieforfatteren Brian Michael Bendis. "Deadpool 2", der rammer biograferne til sommer, lader derudover til at sætte scenen for team-up-filmen "X-Force", som har Drew Goddard ("The Cabin in the Woods") ved tøjlerne, og som skyder produktionen i gang til efteråret. Samtidig arbejder "Fargo"-bagmanden Noah Hawley stadig på en film om "Fantastic Four"-superskurken Doctor Doom.

"Deadpool 2" skyder sig som sagt ind på biograflærredet til sommer, mens "X-Men: Dark Phoenix" får premiere senere på året. Gyserfilmen "The New Mutants", som også foregår i "X-Men"-universet, har man sat til udgivelse i 2019.

Kommentarer

Fox hyrer "Lost"-forfatter til "Silver Surfer"-film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen