"Frost 2"-dokumentarserie på vej til Disney+

Nu kan du snart komme med bag kulisserne på fænomenet, der har taget verden med (sne)storm.

Disney har løftet sløret for en helt ny dokumentarserie i seks afsnit om skabelsen af den mest indbringende animationsfilm nogensinde, "Frost 2". Filmen har indspillet for i omegnen af 1,4 mia. dollars på verdensplan.

"Into the Unknown: Making Frozen II" følger filmskabernes hårde og dedikerede arbejde med den enorme produktion det sidste år inden verdenspremieren i fjor. Forventningerne til opfølgeren var selvsagt store ovenpå mega-hittet "Frost", der med elskelige karakterer som Elsa og Anna samt ikke mindst snemanden Olaf skøjtede direkte ind i publikums hjerter.

I "Into the Unknown: Making Frozen II" får publikum et grundigt indblik i skabelsesprocessen, og serien følger blandt andet instruktørerne Jennifer Lee og Chris Bucks slid med at få filmen færdig til tiden – samt ikke mindst arbejdet med skuespillerne, sangskriverne og filmens øvrige kreative kræfter.

Dokumentarserien rammer Disney+ 26. juni.

Kommentarer

"Frost 2"-dokumentarserie på vej til Disney+

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen