Fyret "Guardians of the Galaxy"-instruktør skal skrive "Suicide Squad 2"
James Gunn skal muligvis også instruere den nye film om den berygtede gruppe af superskurke.
Warner Bros. har bekræftet, at manden bag de to "Guardians of the Galaxy"-film, James Gunn, skifter fra Marvels superhelteunivers til DC's ditto.
Gunn fik i sommer sparket af Disney efter en række kontroversielle tweets og kommer således ikke til at dirigere løjerne på den allerede annoncerede tredje "Guardians of the Galaxy"-film, men nu har den stormombruste instruktør altså atter fået vind i sejlene.
Filmmageren skal levere manuskriptet til den næste "Suicide Squad"-film, og rygterne går endvidere på, at Gunn muligvis også tager plads i instruktørstolen.
muligt reboot
Det vides endnu ikke, om opfølgeren til "Suicide Squad" fra 2016 bliver en decideret fortsættelse til David Ayers original om den berygtede gruppe af superskurke, der blandt andet talte Jokeren, Harley Quinn og Deadshot i skikkelse af hhv. Jared Leto, Margot Robbie og Will Smith. Det forlyder nemlig, at Gunn vil kigge på universet med helt friske øjne, og etteren blev da heller ikke just en anmelder-darling, men formåede dog alligevel at indspille for i omegnen af 750 mio. dollars på verdensplan.
"Suicide Squad 2" ventes at få premiere i 2020.