"Game of Thrones"-forfatter på vej med ny tv-serie

Mange fans af "Game of Thrones" kan måske se frem til en ny spændende fantasyserie med annonceringen af "Wild Cards", som George R.R. Martin ønsker at lave til en tv-serie, og Universal Cabel Productions har derfor købt rettighederne til antologiserien.

"Wild Cards", der er skrevet af en række forskellige forfattere og redigeret af Martin, beskrives som en stor og mærkelig samling af historier, der udforsker både helte og skurke. En alienvirus har efter Anden Verdenskrig spredt sig på jorden og gjort menneskene til mutanter og superhelte. Antologiserien har kørt lige siden 1986, og i bedste George R.R. Martin-stil følger man et væld af karakterer, som er en del af et større univers.

Martin vil ikke selv være involveret i produktionen af serien, da han både er forpligtet af sin kontrakt med HBO og på at skrive den kommende bog i "Game of Trones"-serien færdig.

Vi må vente og se, om "Wild Cards" har, hvad der skal til for at blive lige så populær som "Game of Thrones", men måske ikke så længe, da produktionen forventes at begynde med det samme.       

Kommentarer

"Game of Thrones"-forfatter på vej med ny tv-serie

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen