"Game of Thrones"-stjerne er seneste navn på rollelisten til "Godzilla vs. Kong"

Kæmpemonstrene ramler sammen i 2020.

Vi har indtil nu fået to film i MonsterVerse-franchisen fra Warner Bros. – først i 2014 med Gareth Edwards' "Godzilla", og siden kom den "Dommedag nu"-inspirerede "Kong: Skull Island". Fremtiden byder dog på meget mere monster-action.

Næste år er der således premiere på "Godzilla: King of the Monsters", hvor den gigantiske øgle skal i kamp mod tre nye monstre, men bagefter står den på en endnu mere spektakulær dyst: nemlig førnævnte Godzilla mod kæmpegorillaen Kong – og der er efterhånden lagt i kakkelovnen til noget af et cast på det projekt.

Jessica Henwick, som kendes fra bl.a. "Game of Thrones" (hvor hun spiller den pisksvingende Nym Sand – hun kan ses herunder) og "Iron Fist", er blot den seneste skuespiller, der har sluttet sig til filmen. I forvejen byder "Godzilla vs. Kong" på Kyle Chandler ("First Man") og "Stranger Things"-stjernen Millie Bobby Brown, som begge ligeledes spiller med i næste års "King of the Monsters", mens rollelisten derudover tæller Brian Tyree Henry ("Atlanta"), Demián Bichir ("The Nun"), Alexander Skarsgård ("The Legend of Tarzan"), Julian Dennison ("Deadpool 2), Rebecca Hall ("The Gift") samt Eiza González ("Baby Driver").

Danai Gurira fra "The Walking Dead" og dette års "Black Panther" skulle desuden være i forhandlinger om at medvirke.

Monsterbaskeren lander i danske biografer 28. maj 2020 og instrueres af filmmager Adam Wingard, der tidligere har begået projekter som "You're Next", "The Guest" og "Blair Witch".

Kommentarer

"Game of Thrones"-stjerne er seneste navn på rollelisten til "Godzilla vs. Kong"

  • ★★★★★★0

    Jeg har sgu altid haft en svaghed (dem har jeg nok egentlig en del af:) for monsterfilm. Skal dog erkende at med det overload af “spektakulære” cgi effekter vi er blevet stopfodret med de sidste mange år, har jeg mistet lidt af den kulinariske glæde ved sådanne film. Ser dem stadig og ser også forsat frem til dem på et eller andet plan. 

    T. Nielsen10-11-18 12:45

  • 0

    Hun svinger en piSk? Jeg læste det helt forkert... 

    Nickell11-11-18 20:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen