
"Gatto": Pixar annoncerer ny film – om en kat i Venedig
Det er teamet bag "Luca", der tager animationsfans tilbage til Italien i 2027.
Tilhængere af Pixars kulørte og ofte rørende animationsfilm kan se frem til et helt nyt eventyr om et par år. Det hæderkronede animationsstudie har nemlig løftet sløret for en kommende film med titlen "Gatto".
Her møder vi den sorte kat Nero, der bor i Venedig og en dag begynder at stille spørgsmålstegn ved, om han har levet det rigtige liv. Da Nero samtidigt havner i en gevaldig kattepine, må han indlede et uventet venskab med Maya – en gadekunstner, der adopterer ham mod hans vilje. Sammen kommer det umage par på et eventyr i Venedigs mystiske og mørke underverden, der måske kan få Nero til at finde meningen med livet.
Se også: "Elio": Masser af farver og fremmede væsner i de to sidste trailers til Pixars nye rumeventyr
Det er instruktøren bag "Luca", Enrico Casarosa, der endnu en gang tager publikum med til filmmagerens hjemland, Italien.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at "Gatto" – som den første Pixar-biograffilm til dato – forsynes med et meget håndtegnet look, og under en præsentation på animationsfestivalen Annecy var publikum meget begejstret for filmens miks af håndtegnet æstetik og mere moderne computeranimation.
"Gatto" er sat til at få biografpremiere i løbet af sommeren 2027.
Pixar-fans kan i øvrigt se frem til film som "Toy Story 5", "De utrolige 3" samt ikke mindst rumeventyret "Elio", som får biografpremiere i den kommende uge. Du kan snart se Moovy TV's interview med holdet bag netop "Elio", og herunder kan I se vores indslag om førnævnte "Luca", der bl.a. byder på et interview med "Gatto"-instruktøren Enrico Casarosa: