Sådan Johan godt skrevet, og fedt med en officiel nyhed, så vi kan se Moovy do care :)
Gene Wilder død, 83 år
Den Oscar-nominerede komiker og skuespiller Gene Wilder er død i en alder af 83 år.
Ifølge Wilders nevø døde skuespillerne på grund af Alzheimer-forårsagede komplikationer. I 1999 blev Wilder diagnosticeret med lymfeknudekræft og undergik strålebehandling. Han medvirkede derefter aldrig i en film igen.
Men forinden da havde Wilder især brilleret i flere af Mel Brooks' klassiske komedier: "Frankenstein junior", "Blazing Saddles" og "Forår for Hitler".
I sidstnævnte film spillede Wilder en bogholder, der sammen med en teaterproducer udtænker et gakket teaterstykke, som – mod forventning – bliver et kolossalt hit. Det var Wilders første større filmrolle, og hans præstation blev Oscar-nomineret.
Wilder er også kendt for bl.a. at have spillet Willy Wonka i familiefilmen "Charlie og chokoladefabrikken". Desuden var Wilders samspil med en anden legendarisk komiker, Richard Pryor, et stort trækplaster i farcer som "To tosser bag tremmer" og "Ka' du høre hvad jeg ser?".
Wilder besluttede sig som barn for at blive komiker, fordi han gerne ville glæde sin syge mor, der blev invalideret af et hjerteanfald, da Wilder var blot seks år gammel. Han nåede at være gift hele fire gange og fik ét barn.
Den 90-årige Brooks har allerede udtalt sig om sin gamle kollegas død: "Gene Wilder, en af vor tids helt store talenter, er borte. Han velsignede hver eneste film, vi lavede sammen, med sin særlige magi. Og han velsignede mit liv med sit venskab. Han vil blive savnet."