Genindspilningen af "Highlander" går i produktion senere i år

"John Wick"-instruktør skal efter planen bringe det længe ventede filmprojekt til live.

Projektet har været undervejs i mange år, men nu skulle den vist være god nok: genindspilningen af fantasy-klassikeren "Highlander" skyder efter sigende gang i forberedelserne senere i år. Man havde allerede sikret sig Chad Stahelski ("John Wick: Chapter 2") som instruktør på filmen, men nu er det blevet afsløret, at manuskriptet ligeledes ligger klart.

Bag drejebogen står forfatter Ryan J. Condal, der er skaberen af sci-fi-serien "Colony" og desuden har skrevet manuskript til Dwayne Johnsons version af "Hercules" fra 2014 og "Rampage", som lander i april, og som minsandten også har muskelbundtet i den centrale hovedrolle. På det længe rygtede remake af science fiction-klassikeren "Logan's Run" er Condal ligeledes tilknyttet som manuskriptforfatter.

"Highlander" har som sagt allerede en instruktør på plads i form af Chad Stahelski, som sammen med makkeren David Leitch gav os den første "John Wick" og siden klarede ærterne på egen hånd med andet kapitel af actionsagaen. Stahelski kommer også til at stå bag kameraet på den kommende "John Wick: Chapter 3", og det forventes, at filmmageren begynder på arbejdet med "Highlander", når han til efteråret er ved at lægge sidste hånd på den tredje skydegale affære.

ny version under udvikling i en årrække

Filmstudiet Lionsgate har i en årrække prøvet at få sat et "Highlander"-projekt på skinner, og tidligere har instruktørnavne som Justin Lin ("Star Trek Beyond") og Juan Carlos Fresnadillo ("Intruders") været i spil til at tage sig af nyfortolkningen, ligesom "Deadpool"-stjernen Ryan Reynolds faktisk var annonceret til filmens hovedrolle, inden han droppede ud i 2013.

Den oprindelige "Highlander" ramte biograferne i 1986 og blev instrueret af australske Russell Mulcahy. Filmen kredser om en udødelig højlænder ved navn Connor MacLeod (Christopher Lambert) og hans spanske lærermester Juan Sanchez Villa-Lobos Ramirez (Sean Connery), der må forsvare sig mod en barbarisk fjende. "Highlander – den udødelige", som var filmens danske titel, udviklede sig siden til en kultfilm og affødte en lang række af fortsættelser, tv-serier, spil, bøger og tegneserier, der alle byggede videre på historien om de udødelige sværdkonger.

Kommentarer

Genindspilningen af "Highlander" går i produktion senere i år

  • ★★★★★0

    Ikke den værste film man kan remake, og ikke den værste instruktør man kan sætte på opgaven. Who wants to live forever?

    Lars! 5-03-18 19:11

  • 0

    Bliver spændende at se hvem de finder til hovedrollen :)

    Geekalot 5-03-18 19:18

  • ★★★★★0

    Keanu Reeves som skotte. Wow. 

    Lars! 5-03-18 19:19

  • ★★★0
    Bag drejebogen står forfatter Ryan J. Condal, der er skaberen af sci-fi-serien "Colony" og desuden har skrevet manuskript til Dwayne Johnsons version af "Hercules" fra 2014 og "Rampage"

    www.youtube.com/watch

    Essal 5-03-18 19:23

  • ★★★★★0

    Jeg synes at den oprindelige er overvurderet, så det gør mig ikke noget, at den bliver genindspillet.

    Kruse 5-03-18 19:42

  • ★★★★★1

    Jeg synes at den oprindelige er overvurderet

    Det er den sikkert, men jeg elsker den, og jeg kan ikke gøre for det o_0 

    Lars! 5-03-18 20:21

  • ★★★0

    Er jeg den eneste der synes det er en dum ide?

    find på noget nyt i stedet, et remake vil sjældent føre noget bedre med sig.

    Gormanden 5-03-18 22:39

  • ★★★★★★0

    Da jeg var ung elskede jeg den. Sidst jeg så den (5-6 år siden måske?), fandt jeg den også underholdende, selv om jeg indrømmer at stilen virker MEGET dateret og sine steder næsten amatøragtig. Dengang forekom den os ret opfindsom. Men uanset, så holder jeg meget af den. Et remake går jeg dog ikke af nogen grunde og længes efter.

    T. Nielsen 5-03-18 22:53

  • 0

    Nej tak til genindspilninger

    Jannick 6-03-18 10:15

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen