En god liste :)
"Get Out" er århundredets bedste manuskript – ifølge det amerikanske manuskriptforfatterforbund
The Writers Guild of America har kåret det 21. århundredes 101 bedste filmmanuskripter.
Vi er blot 21 år inde i dette århundrede (som dog allerede føles, som om det har varet ét helt århundrede...), men allerede nu har sammenslutningen af amerikanske manuskriptforfattere, WGA, kåret århundredets (indtil videre) bedste manuskripter.
Listen byder på flere prominente filmtitler og filmmagere – herunder Christopher Nolan, som er repræsenteret hele fire gange på listen: "Memento" (#10), "The Dark Knight" (#26), "Inception" (#37) og "The Prestige" (#82).
Den hæderkronede Quentin Tarantino må tage til takke med "blot" tre titler på listen – dog ligger en af drejebøgerne ("Inglourious Basterds") på en flot 8.-plads.
Mange af manuskripterne på listen er også Oscar-belønnede – det gælder bl.a. drejebogen til Jordan Peeles debutfilm, "Get Out", som sikrede Peele en guldlakeret statuette i 2018, og som nu har sikret ham hans kollegaers anerkendelse som manden bag århundredets hidtil bedste filmmanuskript.
Læs også: Jordan Peele overvejer at lave "Get Out 2"
"Get Out" handler om en ung sort mand, der besøger sin hvide kærestes rige familie i en afsides flække, og som først møder alskens racemæssige fordomme og derefter noget, der er endnu værre.
"Get Out" snuppede i øvrigt en 10-plads, da Moovy-redaktionen sidste år kårede 10'ernes bedste film. Vores førsteplads i den forbindelse, "Mad Max: Fury Road", ligger #68 på WGA's liste – på trods af at filmen mildest talt er fattig på dialog.
Blandt listens andre overraskelser finder vi ungdomskomedierne "Mean Girls" (#34), "Superbad" (#88) og "Legally Blonde" (#100) samt superheltefilmene "Black Panther" (#57) og "Spider-Man: Into the Spider-Verse" (#71).
Det er dog ikke kun engelsksprogede film, der befinder sig på listen – bl.a. den sydkoreanske Oscar-sluger "Parasite", det franske megahit "Amélie" (#43), den tyske prisvinder "De andres liv" (#52) og det iranske skilsmissedrama "A Separation" (#66) har vundet WGA-medlemmernes gunst.
Den komplette liste kan ses hos Deadline her, mens WGA's top 10 kan studeres herunder:
- 1. Get Out (2017) skrevet af Jordan Peele
- 2. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004) skrevet af Charlie Kaufman baseret på en historie af Charlie Kaufman, Michel Gondry og Pierre Bismuth
- 3. The Social Network (2010) skrevet af Aaron Sorkin baseret på bogen "The Accidental Billionaires" af Ben Mezrich
- 4. Parasite (2019) skrevet af Bong Joon Ho og Han Jin Won baseret på en historie af Bong Joon Ho Neon
- 5. No Country for Old Men (2007) skrevet af Joel Coen og Ethan Coen, baseret på romanen af Cormac McCarthy
- 6. Moonlight (2016) skrevet af Barry Jenkins baseret på en historie af Tarell Alvin McCraney
- 7. There Will Be Blood (2007) skrevet af Paul Thomas Anderson baseret på romanen "Oil!" af Upton Sinclair
- 8. Inglourious Basterds (2009) skrevet af Quentin Tarantino
- 9. Almost Famous (2000) skrevet af Cameron Crowe
- 10. Memento (2000) skrevet af Christopher Nolan baseret på novellen af Jonathan Nolan