"God of War"-tv-serie er på vej

Folkene bag "The Expanse" og "The Wheel of Time" er i forhandlinger om at lave tv-serien baseret på en af de største PlayStation-titler nogensinde.

Endnu et succesfuldt videospil bliver snart omdannet til en tv-føljeton – bl.a. "The Last of Us", "Halo" og "Fallout" er på trapperne, og nu skriver Variety, at en "God of War"-serie også er i støbeskeen.

Den mangeårige "God of War"-spilfranchise har den krigeriske Kratos som omdrejningspunkt, der i spilsagaens tidlige kapitler slås med de græske guder.

I spilfranchisens nyeste spil fra 2018 tørner Kratos sammen med de nordiske guder, herunder en af Odins sønner: Baldur. Og undervejs kæmper Kratos sig igennem Midgård sammen med sin søn, der jævnligt prøver at bevise sit værd over for sin muskuløse, bomstærke far.

Læs også: Den nye "Predator"-film er inspireret af "God of War"

Amazon Studios er netop nu i dialog med selskabet bag spillene, Santa Monica Studio, om at lave en tv-serie til Prime Video.

Og det er skaberne af sci-fi-serien "The Expanse" (Mark Fergus og Hawk Ostby) samt showrunneren på "The Wheel of Time" (Rafe Judkins), som skal producere og skrive serien, hvis Amazon og Santa Monica altså kommer til enighed om projektets udformning.

Vi ved endnu ikke, hvilken del af Kratos' spilsaga, som tv-serien vil tage afsæt i, og det vides heller ikke, hvem der skal spille den hårdtslående kriger, eller hvornår serien udkommer.

Kommentarer

"God of War"-tv-serie er på vej

  • ★★★★★0

    Håber det er mere Expance folkene og ikke Wheel of Time, som jeg har hørt sku være hel forfærdelig.

    Elwood 8-03-22 14:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen