
"Gods of Egypt" skuffer fælt i biograferne
Den storstilede sværd og sandal-film "Gods of Egypt" med bl.a. Nikolaj Coster-Waldau og Gerard Butler formåede ikke at trække mange publikummer i biografen i dens første weekend.
I USA omsatte filmen for blot 14 mio. dollars og i resten af verden 24,2 mio. dollars. Den CGI-tunge film har kostet ikke mindre end 140 mio. dollars at lave, hvilket det bliver næsten umuligt at hente hjem.
I "Gods of Egypt" skal gudesønnen Horus (Coster-Waldau) hævne mordet på sin far Osiris (Bryan Brown), hvilket ikke er helt ligetil i en verden fyldt med mytologiske monstre og magtfulde guder.
Efter afslutningen på filmserierne "The Hunger Games" og "Divergent" havde filmselskabet Lionsgate med "Gods of Egypt" håbet at kunne skyde gang i en ny, succesfuld franchise, men de planer bliver nu højst sandsynligt lagt på is.