Guy Pearce: Filmselskab forhindrede mig i at samarbejde igen med Christopher Nolan efter "Memento"

Pearce og Nolan skabte i fællesskab en af 00'ernes mest mindeværdige film, og der er åbenbart en grund til, at de ikke har lavet flere film sammen...

Ganske vist skød Christopher Nolan karrieren i gang med lavbudget-thrilleren "Following" i 1998, men det var først to år senere i 2000, at Nolan for alvor meldte sin ankomst på filmscenen med sin unikke og uforudsigelige thriller "Memento".

Her spillede Guy Pearce ("L.A. Confidential") en mand ved navn Leonard, der jager sin hustrus morder. Leonard kom dog selv alvorligt til skade under drabet og lider derfor af en særlig form for hukommelsestab, der gør det umuligt for ham at danne nye minder efter mordet. Enkemanden sørger derfor løbende for at tatovere og notere ledetråde.

Nolans manuskript (baseret på en novelle af hans lillebror, Jonathan) blev Oscar-nomineret, og Pearce blev også skamrost for sit arbejde på filmen. Men selvom d'herrer brillerede i fællesskab, så har Nolan og Pearce altså aldrig samarbejdet igen. I stedet har Nolan hyppigt hyret og genhyret skuespillere som Christian Bale, Cillian Murphy, Michael Caine og Anne Hathaway.

Læs også: Warner Bros. takkede nej til "L.A. Confidential 2" med Chadwick Boseman, Russell Crowe og Guy Pearce

Og i et nyt interview med Vanity Fair afslører Pearce, at en unavngiven topchef hos filmselskabet Warner Bros. (som producerede alle Nolans spillefilm efter "Memento" og til og med "Tenet" fra 2020), praktisk talt nedlagde veto mod at lade Nolan hyre Pearce:

"Der var en direktør hos Warner Bros., som meget direkte fortalte min agent: 'Jeg fatter ikke Guy Pearce. Jeg kommer aldrig til at fatte Guy Pearce. Jeg kommer aldrig til at hyre Guy Pearce.' Så det er på sin vis godt at vide. Altså... fair nok, der er også nogle skuespillere, som jeg ikke kan gøre mig klog på. Men det betød så, at jeg aldrig fik lov til at samarbejde med Chris igen."

Pearce afslører, at han faktisk var tæt på at få rollen som skurken Ra's al Ghul i Nolans "Batman Begins", og han fløj til London for at diskutere projektet med Nolan. Men mens Pearce sad i flyet, blev det angiveligt besluttet, at Nolan simpelthen ikke måtte hyre Pearce. Rollen endte med at gå til Liam Neeson. "Jeg landede," fortæller Pearce, "og så sagde Chris bare: 'Hey, vil du gerne se batmobilen og spise noget aftensmad?'"

Intervieweren trøster dog Pearce med, at Nolan jo ikke længere samarbejder med Warner Bros. (de to parter havde et meget offentligt "brud" tilbage i 2021, før Nolan skrev kontrakt med Universal Pictures og dernæst lavede den Oscar-slugende "Oppenheimer"), hvorefter Pearce udbryder: "Så er min tid kommet!"

I det komplette interview hos Vanity Fair diskuterer Pearce også sin opbakning til Palæstina og organisationer, der kæmper for dyrevelfærd, og han mere end antyder, at det ikke var rart at samarbejde med den skandaleombruste Kevin Spacey på "L.A. Confidential".

Du kan i øvrigt glæde dig til at se Moovys eget interview med Pearce. Moovy TV har talt med den prisbelønnede britisk-australske skuespiller om hans præstation i "The Brutalist", som får dansk biografpremiere den 27. februar 2025. Du kan se traileren til dén film her.

Kommentarer

Guy Pearce: Filmselskab forhindrede mig i at samarbejde igen med Christopher Nolan efter "Memento"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen