Guy Pearce skal spille den berygtede mediemogul Rupert Murdoch i Danny Boyles "Ink"

Efter en svingom med blodtørstige bæster i "28 Years Later" kaster Danny Boyle sig over et endnu mere skræmmende væsen...

Det er blot få uger siden, at Danny Boyle gav os den længe ventede horror-fortsættelse "28 Years Later". Gysersagaens næste kapitel, "28 Years Later: The Bone Temple", har en anden instruktør ved roret, men Boyles næste film handler ligeledes om menneskets skyggesider og skræmmende impulser.

For The Hollywood Reporter skriver, at Boyles næste film, "Ink", skildrer mediemogulen Rupert Murdochs transformation fra en relativt ukendt avisejer i 1960'ernes Australien til en af klodens mest magtfulde mediepersonligheder, som via sit ejerskab af bl.a. aviserne The Sun og New York Post samt den amerikanske tv-station Fox News har været med til at sætte (og manipulere) den politiske dagsorden og diskurs.

Læs også: Guy Pearce: Jeg er skidedårlig i "Memento"

Og ifølge The Hollywood Reporter er det Murdochs australske landsmand, 57-årige Guy Pearce, som skal spille hovedrollen i "Ink".

Manuskriptet skrives af James Graham, som også stod bag teaterstykket af samme navn, som vandt to prestigefyldte Tony-priser – "teaterbranchens Oscars".

Optagelserne til "Ink" går i gang allerede i næste måned, men en premieredato er endnu ikke blevet annonceret.

Pearce blev for nylig Oscar-nomineret for sin præstation som en anden magtfuld forretningsmand i "The Brutalist". Vi interviewede Pearce om rollen tidligere i år, hvor vi også talte om de påfaldende sammenfald mellem de fleste af skuespillerens roller:

Kommentarer

Guy Pearce skal spille den berygtede mediemogul Rupert Murdoch i Danny Boyles "Ink"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen