HBO offentliggør storstilet genindspilning af science fiction-klassiker

Sidste år høstede HBO pæn succes med deres serialisering af Michael Crictons gamle science fiction-værk "Westworld" fra 1973. Nu går selskabet endnu længere tilbage i tiden for at opdatere en anden kanoniseret fremtidsdystopi til publikum i det 21. århundrede.

Det drejer sig om "Fahrenheit 451", som den talentfulde instruktør Ramin Bahrani ("99 Homes) skal remake for HBO med så prominente navne som Michael B. Jordan og Michael Shannon på rollelisten. Det skal understreges, at der er tale om en spillefilm og ikke en længere seriekonceptualisering som i tilfældet med "Westworld".

"Fahrenheit 451" er oprindeligt en roman af Ray Bradbury fra 1953, men mange forbinder den måske i lige så høj grad med Francois Truffauts engelsksprogede filmatisering fra 1966 med østrigeren Oskar Werner og Julie Christie i hovedrollerne. I begge værker er det centrale tema retten til oplysning og ytringsfrihed, som er under kraftigt pres fra de såkaldte "brandmænd", der som censur-instans destruerer al litteratur.

Michael B. Jordan overtager Werners rolle, brandmanden Montag, der i originalversionen sætter sig imod sine overordnede og samtidig forsøger at genfinde sin menneskelighed. Det er et plot, som utallige science fiction-historier har kopieret siden såsom "Equilibrium" med Christian Bale. Den hypede "Creed"-skuespiller kommer samtidig til at have en rolle som executive producer på "Fahrenheit 451".

Det er allerede blevet en kliche at drage paralleller til en vis hr. Præsident, men det er alligevel ikke utænkeligt, at HBO har hevet "Fahrenheit 451" frem igen netop i kraft af dens idealistiske argumentation for gedigen oplysning, som står i kontrast til relative sandheder og viden.

Kommentarer

HBO offentliggør storstilet genindspilning af science fiction-klassiker

  • ★★★★0

    Men hvorledes brænder man sine "undslupne" nøgenbilleder nutildags?!?

    ..anvender selv DVD-R ;-D   Men er også gammel.

    Hvor meget er det, koster? Det med: Nej-tak reklamer! FUCK! Det hopper op og ned, når jeg prøver at skrive noget :-(

    (...må være grundet min forældede Phenom9850 med 8GB RAM)

    Gasivodo20-04-17 22:41

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen