Hank Pym døde og blev reinkarneret som myre i det første manus til "Ant-Man and the Wasp: Quantumania"

Den tredje "Ant-Man"-film kunne være blevet langt skørere!

Marvels "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" udkom tilbage i februar, og selvom MCU-sagaen ofte bliver klandret for at levere ensartede eventyr, så var franchisens seneste spillefilm ikke ligefrem fattig på unikke verdener, væsner og twists.

Fra omvandrende, levende broccoli over talende frugtbudding til den skideskægge superskurk MODOK – et flyvende hoved i en futuristisk rustning udstyret med laserkanoner. Jøsses!

Men den tredje "Ant-Man"-film kunne snildt have været endnu mere gak, hvis bare Marvel Studios havde benyttet sig af manuskriptforfatteren Jeff Loveness' ("Rick and Morty") oprindelige manuskript til filmen.

Læs også: Chris Evans er klar på at spille Captain America igen

I et interview med Backstory Magazine afslører Loveness, at hans oprindelige plan var at dræbe den første Ant-Man, Hank Pym, som spilles af Michael Douglas.

"Og så ville han blive genoplivet," siger Loveness i interviewet og fortsætter: "Og hans bevidsthed ville så leve videre i hans myrer, som han kontrollerede mentalt. Han ville blive forvandlet til myrernes fælleshjerne."

Loveness' ejendommelige idé blev dog hurtigt sløjfet, før filmen gik i produktion. Men Douglas fastslog under filmens gallapremiere i USA, at han kun er frisk på en eventuel "Ant-Man 4", hvis hans karakter bliver dræbt i filmen.

Moovy TV talte med netop Douglas (og flere af hans "Ant-Man"-kollegaer) op til Marvel-filmens premiere tidligere i år – du kan se det komplette interview herunder:

Kommentarer

Hank Pym døde og blev reinkarneret som myre i det første manus til "Ant-Man and the Wasp: Quantumania"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen