Og tak til Kenneth for heads up! Synes ikke reklamen er på højde med flere af de andre, der nævnes i nyhedsteksten, men dejligt at blive mindet om den tidløse original!

Harry og Sally genforenes i ny mayo-reklame – se den her
"I'll have what she's having!"
Det er efterhånden en nærmest fortærsket opskrift i den amerikanske reklamebranche: tag en ældre, højtelsket film og producér en fortsættelse i form af en tv-reklame, hvor de oprindelige skuespillere gentager deres ikoniske roller.
Vi har bl.a. set Bill Murray gentage sin "Groundhog Day"-rolle i en tv-reklame for jeeps, Bruce Willis spille John McClane igen i en tv-reklame for batterier, E.T. lande på Jorden igen i en tv-reklame for teleselskabet Xfinity og Mike Myers og Dana Carvey puste liv igen i "Wayne's World" i en reklame for takeaway.
Se også: Daniel Craig svinger rumpetten og bunder vodkaen i ny reklame – instrueret af Taika Waititi
Og nu kan fans af den tidløse romcom "When Harry Met Sally" (eller "Da Harry mødte Sally", som den blev navngivet herhjemme) sætte tænderne i en spritny tv-reklame, hvori Billy Crystal og Meg Ryan nok en gang spiller de to turtelduer, som efter flere års venskab med dertilhørende op- og nedture endte med at blive gift i Rob Reiners Oscar-nominerede perle fra 1989.
Og naturligvis genforenes parret på Katz’ Delicatessen i New York, hvor en af originalfilmens (og måske endda filmhistoriens) mest berømte scener udfoldede sig – og ja, igen får den kære Sally klemt usædvanligt megen nydelse ud af en velsmagende sandwich...
En yngre romcom-stjerne har en cameo til slut, men den lader vi forblive et mysterium hér i denne spoilerfrie artikeltekst. Se den komplette reklame her:
