Henry Cavill og Millie Bobby Brown vender tilbage som mesterdetektiver i "Enola Holmes 2"

"Stranger Things"-stjernen Millie Bobby Brown er klar til at gentage rollen som den energiske Enola Holmes i fortsættelsen til filmen om Sherlock Holmes' lillesøster.

Netflix-filmen "Enola Holmes" blev med 76 mio. afspilninger på de første 28 dage efter premieren så stort et hit, at streaminggiganten helt elementært nu har givet grønt lys til en efterfølger.

Her vender Millie Bobby Brown tilbage i den titulære hovedrolle som den knivskarpe og kampdygtige unge kvinde, der afdækker komplotter og løser gåder, mens selveste Henry Cavill ("The Witcher") også gør comeback i rollen som Enolas ældre bror: Mesterdetektiven Sherlock Holmes.

Se også: Mystikken breder sig i ny teaser-trailer til 4. sæson af "Stranger Things"

Eventyr-universet baserer sig på Nancy Springers ungdomsromaner om Enola Holmes, og i den originale film møder vi den 16-årige pige, der stikker af fra sin kostskole for at finde sin forsvundne mor. Hun hidkalder sine ældre brødre, Sherlock og Mycroft, til at bistå hende, hvilket bliver startskuddet på et fornøjeligt eventyr.

Det er endnu uvist, hvad fortsættelsen præcis kommer til at handle om, og hvornår produktionen går i gang, men man behøver ikke være detektiv for at regne ud, at vi kan forvente os masser af eventyr, gåder, action og komplotter i "Enola Holmes 2".

Kommentarer

Henry Cavill og Millie Bobby Brown vender tilbage som mesterdetektiver i "Enola Holmes 2"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen