Ho ho ho! "Violent Night 2" er rykket nærmere

David Harbour vender tilbage som alkoholiseret og blodig julemand i fortsættelsen til den knap så familievenlige julefilm.

"Die Hard" møder "Alene hjemme". Så kortfattet kan (anti)julefilmen "Violent Night" fra 2022 beskrives.

Her bliver den søde juletid nemlig skudt i smadder med en omgang voldelig action-bonanza på selveste juleaften. For ud over at uddele gaver er julemanden – i skikkelse af "Stranger Things"-stjernen David Harbour – ikke bleg for at drikke sig i hegnet, slå på tæven og give forstyrrende elementer en gedigen røvfuld.

Se også: Bag om "Black Widow" med David Harbour og O-T Fagbenle

Det får en gruppe barske lejesoldater at føle, da de tager en velhavende familie som gidsler juleaften. Det får nemlig julemanden helt op i det røde felt med blodige konsekvenser til følge.

Hvis mere jule(u)hygge står højt på ønskelisten, er der nu godt nyt: David Harbour har nemlig via Instagram afsløret, at manuskriptet til "Violent Night 2" er færdigt. Det betyder, at optagelserne som planlagt kan påbegynde i løbet af 2025.

Hele holdet bag den originale film vender tilbage, og ifølge instruktøren Tommy Wirkola udvider "Violent Night 2" etterens verden samtidigt med, at tonen fra den første film bibeholdes. Vi får angiveligt også mere at vide om julemandens fortid, så der er lagt i kakkelovnen til meget mere julesmadder, når "Violent Night 2" engang får premiere – forhåbentlig i julen 2025 eller 2026.

Kommentarer

Ho ho ho! "Violent Night 2" er rykket nærmere

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen