Hvor pokker produceres VHS-bånd i dag?
Horror-klassikeren "Evil Dead II" bliver genudgivet – på VHS!
Kultklassikeren genudgives på kultformatet.
De fleste ville måske fristes til at tro, at VHS-formatet for længst er afgået ved døden. Men som en anden zombie – eller deadite – vækkes formatet nu til live igen for at bringe en af filmhistoriens helt store kultklassikere tilbage til det format, de fleste af os kender den fra. "Evil Dead II" bliver nemlig genudgivet på VHS.
De gode folk ovre hos Vice Press, der igennem de senere år har specialiseret sig i filmplakater af høj kvalitet, har nu med sidegesjæften Vice Press Home Video skabt et sandt samlerobjekt for filmnørder og fans af videobånd.
Læs også: Interview med Sam Raimi: En trendsættende troldmand gør comeback i Hollywood
Filmen udgives i to forskellige udgaver med helt nyt artwork. Ud over filmen bliver det også muligt at erhverve sig nogle af de nye illustrationer som plakater – dog i et begrænset oplag.
"Evil Dead II" er den anden film i rækken af Sam Raimis "Evil Dead"-serie og bliver af mange set som den bedste film i serien. Tidligere i år fik vi seneste skud på stammen i form af "Evil Dead Rise", hvor danske Peter Albrechtsen blandt andet har leveret filmens lyddesign.
VHS-udgaven af "Evil Dead II" kan bestilles på Vice Press' egen hjemmeside fra 16. november kl. 19 dansk tid.