Nuvel, Ryan Reynolds leverer da en fin og underholdende præstation, men jeg har svært ved at se, at den skulle være noget ekstraordinært eller noget der fortjener de helt store priser.
Hugh Jackman: Ryan Reynolds bør Oscar-nomineres for sin præstation i "Deadpool"
Skuespillerne Hugh Jackman og Ryan Reynolds har været gode venner, lige siden de sammen indspillede "X-Men Origins: Wolverine" fra 2009, hvori Reynolds for første gang spillede den supersarkastiske superhelt Deadpool, før han sidste år fik sin egen film med "Deadpool".
"Jeg har aldrig før grint så meget af en film fra start til slut," konstaterer Jackman om "Deadpool", der blev Golden Globe-nomineret til Bedste film.
Reynolds' præstation blev også nomineret til en guldlakeret, globusformet statuette, og Jackman mener også, at Reynolds fortjener en Oscar-nominering:
"Jeg har været ude og føre valgkamp på hans vegne. Jeg synes, han bør nomineres til alt. Det, han gør, er ikke nemt. Hvis I vidste, hvor meget han selv har skrevet og gjort for at skabe filmens tone... Jeg tager hatten af for ham."
Kan en superheltefilm vinde Oscar for Bedste film?
Variety spørger også Jackman, om han føler, det er på tide, at en superheltefilm bliver Oscar-nomineret til Bedste film. Dertil svarer den 48-årige australier:
"Dengang jeg var vært på Oscar-showet, blev [The Dark Knight] ikke nomineret, og det skabte stor debat. Genren udvikler sig. Det er en tilsnigelse at påstå, at det er uretfærdigt... Vi er glade, og vi laver film. Men jeg elsker, når en fyr som Ryan bliver anerkendt."
Jackman er også vild med ideen om en Deadpool/Wolverine-film, men han gentager dog, at han satser på at efterlade rollen som Wolverine i skabet ovenpå "Logan", der har biografpremiere 2. marts.
Ryan Reynolds vender også tilbage i "Deadpool 2" i 2018, og 24. januar finder vi altså ud af, om Reynolds' livlige kraftpræstation bliver Oscar-nomineret.