"Hvidstengruppen II – de efterladte" er gået i produktion

Opfølgeren til én af dansk films største biografsucceser byder nu også på ét sammensat navneord.

Optagelserne til én af årets formentlig største danske film er nu gået i gang. Efter at have solgt 765.000 biografbilletter i 2012 får "Hvidsten gruppen" nu en toer: "Hvidstengruppen II - de efterladte", der med en lynkrig-produktion allerede har forventet biografpremiere senere i år.

Filmen vil besvare, hvad der videre skete med de kvinder i Fiil-familien, som ikke blev henrettet for at deltage i den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig.

Vi følger Tulle Fiil og hendes søster Gerda Fiil, der fragtes til et rædselsfuldt, tysk fængsel. Deres far, bror og Tulles mand er henrettet. Hjemme på kroen i Hvidsten kæmper Gudrun for at få sine døtre hjem.

"Hvidstengruppen II - de efterladte" beskrives som en rystende og gribende fortælling om en families sorg og totale splittelse og om den tro og det håb, der på mirakuløs vis giver styrke til overlevelse, så de efterladte i familien kan samles igen. En hjerteskærende og sandfærdig skildring af det stærkeste familiesammenhold og den kærlighed, som holder deres livsmod oppe. Så der er altså noget at se frem til.

Gengangere og stærke kvinder i front

De tre kvindelige hovedroller spilles igen af Marie Bach Hansen (Tulle), Laura Winther Møller (Gerda) og Bodil Jørgensen (Gudrun).

Anne-Grethe Bjarup Riis, der instruerede "Hvidsten gruppen", befinder sig nok en gang i instruktørstolen.

"Hvidstengruppen II - de efterladte" har allerede forventet biografpremiere 1. juledag i år.

Kommentarer

"Hvidstengruppen II – de efterladte" er gået i produktion

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen