"I, Tonya"-instruktør står muligvis bag kameraet på Disneys "Cruella"

Emma Stone skal portrættere den ikoniske antagonist Cruella de Vil fra "101 dalmatinere" i den nye live-action-spinoff.

Craig Gillespie, der stod bag den vellykkede "I, Tonya" om kunstskøjteløberen Tonya Hardings dramatiske liv, er nu på tale til endnu en film om en legendarisk femme fatale.

Gillespies næste projekt kan nemlig meget vel blive "Cruella" med Oscar-vindende Emma Stone ("La La Land") i titelrollen som den pelsfrakke-elskende skurk Cruella de Vil, der oprindeligt optrådte i Disneys animerede "101 dalmatinere" fra 1961.

Den anerkendte Broadway-instruktør Alex Timbers var ellers kørt i stilling til at dirigere løjerne, men han er angiveligt ikke længere i spil, hvorfor Disney nu har Gillespie i kikkerten til at overtage instruktørstolen.

Det er ikke første gang, at Cruella de Vil bliver portrætteret i en live-action-film fra Disney. Glenn Close har tidligere spillet rollen som den intimiderende og hysteriske skurk i "101 dalmatinere" og "102 dalmatinere" fra hhv. 1996 og 2000.

"Cruella" bliver efter sigende en origin-historie – i stil med "Tornerose"-spin-off'en "Maleficent" – hvor vi følger den unge Cruella de Vil.

Filmen har endnu ikke fået en officiel premieredato.

Kommentarer

"I, Tonya"-instruktør står muligvis bag kameraet på Disneys "Cruella"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen