Instruktør bekræfter: Ingen åbningstekst i "Rogue One: A Star Wars Story"

For første gang nogensinde ledsages en "Star Wars"-film ikke af den ikoniske, "svævende" åbningstekst, der opdaterer publikum om status i en "fjern, fjern galakse", når filmen starter. 

Det bekræfter instruktøren på "Rogue One: A Star Wars Story", Gareth Edwards:

"Der er ingen åbningstekst. Men der er en prolog i begyndelsen af filmen, der finder sted 15 år før filmens handling, og det er på den måde, handlingen præsenteres. Vores film udspringer af Episode IV's tekst, så hvis vi skulle have en tekst, ville det blive uendeligt," udtaler instruktøren med henvisning til, at begivenhederne i den nye film leder hen til begyndelsen af den originale "Star Wars" fra 1977.

"Vi havde virkelig brug for at differentiere "Rogue One" fra resten af sagaen," fortsætter han. 

Potentielle spoilers:

Endvidere var Edwards noget tvetydig, da han blev spurgt om, hvorvidt Prinsesse Leia og R2-D2 medvirker i den nye film: "Det kan jeg ikke svare på," lød det... Til gengæld kunne han bekræfte, at Luke Skywalker ikke dukker op.

"Rogue One: A Star Wars Story" får premiere 14. december. 

Kommentarer

Instruktør bekræfter: Ingen åbningstekst i "Rogue One: A Star Wars Story"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen