Principielt er der vel ingen, der nogensinde går rigtigt på pension - det er vel altid blot et spørgsmål om den rigtige tjans til den rigtige pris dukker op.
Instruktøren bag "Det bli’r ikke bedre": Jack Nicholson er ikke gået på pension endnu
Den levende legende har ikke optrådt foran et kamera siden 2010. Men måske er der stadig håb for hans fans?
Selvfølgelig er det helt fair at ville gå på pension og nyde sit otium – især når man som skuespiller har så mange pragtpræstationer på CV'et, som Jack Nicholson har. Fra Oscar-belønnede indsatser i "Gøgereden", "Tid til kærtegn" og "Det bli'r ikke bedre" til uhyggeligt intense, uforglemmelige præstationer i "Ondskabens hotel", "Et spørgsmål om ære" og "The Departed".
Men det gør alligevel ondt at tænke på, at vi formentlig har set det allersidste til Jack Nicholson på det store lærred. Den efterhånden 86-årige Nicholson har holdt sig væk fra Hollywood og offentlighedens rampelys siden 2010, hvor han optrådte i James L. Brooks' romantiske komedie, "Alt hvad du har" ("How Do You Know").
Og netop Brooks fortæller nu i et interview med The Wrap, at han ikke tror, at Nicholson har danset med filmkameraet i måneskinnet for sidste gang.
Læs også: Shelley Duvall reflekterer over de traumatiserende "Ondskabens hotel"-optagelser i sjældent interview
Og Brooks kender trods alt Nicholson rigtig godt. Ud over at de samarbejdede på "Alt hvad du har", så lavede d'herrer sammen tre andre film: førnævnte "Tid til kærtegn" og "Det bli'r ikke bedre" samt "Broadcast News". Nicholson blev som sagt Oscar-belønnet for sine præstationer i de to førstnævnte film.
"Jeg tror ikke, at han er gået på pension. Jeg køber den ikke," fortæller Brooks meget selvsikkert.
Nicholson er da heller aldrig officielt gået på pension. Lidt ligesom sin nogenlunde jævnaldrende kollega, Gene Hackman, har Nicholson bare lige pludselig valgt at nyde fritiden på fuldtid.
Og de seneste år har Nicholson da også flirtet med et comeback – såsom da han i 2017 blev annonceret som hovedrolleindehaveren i Hollywoods remake af tyske "Min far Toni Erdmann", som stadig venter på at gå i produktion.