J.J. Abrams producerer ny "Star Trek"-film

For fjerde gang drager Abrams ud i Gene Roddenberrys utopiske fremtidsunivers.

Som vi flere gange har rapporteret her på Moovy, så er "Star Trek"-franchisen enormt aktiv på tv-fronten. Nye sæsoner af "Star Trek: Picard", "Star Trek: Discovery" og "Star Trek: Lower Decks" er på vej, og det samme er en føljeton om den hemmelige organisation Section 31, animationsserien "Star Trek: Prodigy" samt en serie om Spocks tidlige rumeventyr.

På filmfronten er "Star Trek"-franchisen dog stagneret en anelse. Quentin Tarantino og "Legion"-skaberen Noah Hawley har arbejdet på to separate "Star Trek"-filmprojekter, som ikke er kommet ud af starthullerne, mens en planlagt fortsættelse til "Star Trek Beyond" tilsyneladende befinder sig i et limbo.

"Star Trek Beyond" blev produceret af Hollywood-kapaciteten J.J. Abrams, som i øvrigt instruerede "Star Trek" og "Star Trek Into Darkness" fra hhv. 2009 og 2013. Og ifølge Deadline skal Abrams nu arbejde på endnu en "Star Trek"-film.

Læs også: Quentin Tarantino håber stadig, at hans "Star Trek"-film bliver lavet

Deadline hverken bekræfter eller afkræfter, at der er tale om en direkte fortsættelse til "Star Trek Beyond" om rumskibet Enterprise med bl.a. Chris Pine og Zachary Quinto foran kameraet igen.

Men noget tyder på, at der bliver tale om en selvstændig "Star Trek"-film, der handler om andre verdener og karakterer end dem, vi er vant til at se, idet Deadline fortæller, at projektet er baseret på en helt original idé udtænkt af manuskriptforfatteren Kalinda Vazquez.

Vazquez har allerede en stærk tilknytning til franchisen. Hun har både skrevet og produceret afsnit af "Star Trek: Discovery", og hun er sågar navngivet efter en karakter fra den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne. Derudover har Vazquez arbejdet på tv-serier som "Prison Break" og "Fear the Walking Dead".

Vi ved endnu ikke, hvornår Vazquez' "Star Trek"-film går i produktion, eller om de andre mulige "Star Trek"-projekter bliver skrinlagt permanent.

Kommentarer

J.J. Abrams producerer ny "Star Trek"-film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen