Jack Black vender tilbage som Kung Fu Panda i ny animationsserie

Nu skal vores dovne, men hårdtslående panda snart redde verden fra at gå under!

DreamWorks og Netflix har løftet sløret for en kommende animationsserie baseret på den succesfulde "Kung Fu Panda"-franchise.

I "Kung Fu Panda: The Dragon Knight" vender Jack Black tilbage i hovedrollen som kung fu-krigeren Po – akkurat som i filmtrilogien, der startede med "Kung Fu Panda" tilbage i 2008.

Nu skal den nuttede og godhjertede dragekriger snart slå og sparke sig igennem et helt nyt eventyr, der byder på nye, formidable modstandere.

Læs også: Bender is back! John DiMaggio vender tilbage i nye "Futurama"-afsnit

I "Kung Fu Panda: The Dragon Knight" rejser to skumle væsler nemlig verden rundt på jagt efter en samling af fire sjældne og mystiske våben, der er i stand til at udslette hele verden.

Po må derfor forlade sit hjem og tage på en episk rejse i bestræbelserne på at finde våbnene inden væslerne. Til at hjælpe sig får den hårdtslående panda hjælp af en engelsk ridder ved navn Wandering Blade. Og undervejs lærer det umage par en ting eller to ting af hinanden.

Det er endnu uvist, præcis hvor på "Kung Fu Panda"-tidslinjen den nye historie finder sted, og vi ved heller ikke, hvornår den kommende animationsserie lander på Netflix. Black lagde senest stemme til Po i "Kung Fu Panda 3" fra 2016.

Til gengæld kan du få det første kig på serien via to billeder herunder:

Kommentarer

Jack Black vender tilbage som Kung Fu Panda i ny animationsserie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen