Jake Gyllenhaal og Denis Villeneuve genforenes på nyt projekt

Instruktøren og skuespilleren har tidligere samarbejdet på "Enemy" og "Prisoners".

Instruktøren Denis Villeneuve ("Sicario", "Blade Runner 2049") kæmper netop nu for at færdiggøre sin storladne sci-fi-film "Dune" op til dens planlagte biografpremiere i midt-december.

"Dune" er uden tvivl Villeneuves største projekt til dato, og ovenpå den og "Blade Runner 2049"  drømmer den fransk-canadiske filmmager om at lave en markant mindre film. Tilbage i juli sagde Villeneuve:

"Det ville være sundt for mig at lave en lille film. Det ville være godt at lave en film i samme størrelsesorden som 'Sicario' hvor jeg ikke skal bruge flere måneder på at spekulere over designet af en bil, en pung eller en pistol."

Læs også: Denis Villeneuve kan ikke få sig selv til at gense "Blade Runner 2049"

Det fortalte Villeneuve i et interview med filmfotografen Roger Deakins, som har startet en ny podcast. Og nu har Deakins interviewet skuespilleren Jake Gyllenhaal ("Nocturnal Animals", "Spider-Man: Far from Home"), som medvirkede i to af Villeneuves tidligere film: "Enemy" og "Prisoners".

Og Gyllenhaal fortæller Deakins, at han netop nu arbejder på et nyt projekt sammen med Villeneuve: "Vi arbejder på noget lige nu, og Denis har skrevet til mig: 'Jeg kan slet ikke vente på at skulle arbejde med dig igen.' Og jeg har det på samme måde. Der er visse mennesker, man støder på i ens liv, som man bare får en tilknytning til."

Hvis alt går efter planen, så lander "Dune" i de danske biografer den 17. december. Vi ved dog ikke mere om det gådefulde projekt, som Villeneuve og Gyllenhaal arbejder på i fællesskab.

Kommentarer

Jake Gyllenhaal og Denis Villeneuve genforenes på nyt projekt

  • 1

    Fedt 

    PatrickJane18-09-20 15:36

  • 1

    Det lyder rigtig lækkert. De to har sgu skabt magi sammen. Og lyder også som en god plan af Denis at vende tilbage til de små projekter, for at få lidt variation ovenpå kæmper som Blade Runner og Dune. 

    Nagash18-09-20 18:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen