
James Cameron: Vi er nødt til at bruge A.I. til at gøre film billigere at lave
Siger manden, der opfandt Skynet...
Artificial Intelligence – eller kunstig intelligens på dansk – har i månedsvis, hvis ikke årevis, været et af klodens dominerende samtaleemner. Det gælder naturligvis også i Hollywood, hvor frygten for brugen af computerassisteret A.I.-materiale var med til at få både manuskriptforfattere og skuespillere til at strejke i månedsvis for et par år siden.
Nye værktøjer dukker regelmæssigt op, og det lader til blot at være et spørgsmål om (kort) tid, før 100% troværdige A.I.-videoer kan genereres af Gud og hvermand efter blot et par tryk på tastaturet.
Læs også: Nicolas Cage: Kunstig intelligens er et mareridt!
Men A.I. har også sine fortalere i filmbranchen. Men det vil nok overraske mange, at den canadiske filmmager James Cameron er en af dem.
Cameron lavede trods alt de to første "Terminator"-film, som handlede om en dystopisk fremtid, hvor en A.I. var løbet løbsk og bekrigede menneskeheden. Og også "The Abyss", "Avatar" og sågar "Titanic" handler i dén grad om faren ved at have for stor tiltro til avanceret teknologi.
Men i et interview med podcasten "Boz to the Future" fastslår den 70-årige instruktør – som i øvrigt er med i bestyrelsen hos A.I.-billedgenerator-selskabet Stability AI – at han p.t. undersøger, hvordan A.I. kan bruges til at gøre det billigere at lave film:
"Hvis vi gerne fortsat vil se den slags film, som jeg altid har elsket, og som jeg selv godt kan lide at lave – film som 'Dune', 'Dune: Del 2', en af mine egne film eller en anden film fyldt med computeranimation – så er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi halverer omkostningerne."
Læs også: Brug af kunstig intelligens i Oscar-favoritten "The Brutalist" skaber kontroverser
De fleste vil nok tænke, at en halvering af udgifterne på en film også er lig med en halvering af udbetalt løn og således ensbetydende med massefyringer i Hollywood. Men ifølge Cameron vil A.I. gøre det muligt at færdiggøre computeranimation hurtigere, således at VFX-artisterne kan lave langt flere projekter – og at vi således får flere store film à la "Avatar" i biffen hvert år:
"Det handler ikke om at fyre halvdelen af effektfirmaets ansatte. Det handler om at få dem til at færdiggøre et skud dobbelt så hurtigt, så din kadence bliver hurtigere, og så VFX-folkene hurtigere kan komme videre og lave flere cool ting og så endnu flere cool ting... Det er min vision."
Camerons vision kræver naturligvis også, at Hollywood får lyst til at producere endnu flere potentielle blockbusters – hvilket naturligvis ikke er utænkeligt, hvis de bliver billigere at lave, men så er spørgsmålet, om biografpublikummet (som er skrumpet siden pandemien) har mod på at indløse endnu flere billetter?
Det bliver spændende at følge udviklingen de kommende uger, måneder og år, indtil Skynet omsider overtager styringen af klodens atomvåben og prompte afbryder menneskets udvikling.
Inden da bør vi dog nå at se Camerons tredje "Avatar"-film, "Fire and Ash", som får dansk biografpremiere den 19. december i år. Herunder kan I se vores interviews med en stor del af castet fra 2022: